Hvordan kan det være, vi har overladt det til tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen at definere begrebet "aktivistisk udenrigspolitik"? En mand, som anvender det til at forfølge helt personlige, politiske mål.

Det var da også en slags aktivisme at sende et hospitalsskib til Korea, når storebror hellere ville have krudt og kanoner.

Sproget er en sjov størrelse, og ord taknemmeligt fleksible. Det fortæller eksempelvis en del om magtforholdene i et samfund, når arbejdskøber bliver til arbejdsgiver og arbejdssælger til lønmodtager. For hvem er det lige, der har sat sig på definitionsretten her?

Hospitalsskibet til Korea var da også en slags aktivisme.

Og hvad med "aktivistisk udenrigspolitik". Definitionen af det begreb har vi tilsyneladende deponeret hos tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Et Fogh-begreb? 

En mand, der undsagde sig dansk småstatsmentalitet og på folkestyrets vegne tappert trådte frem og undskyldte for den danske regerings samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt fra april 1940 til august 1943.

En mand, der ti måneder, inden Danmark med det mindst mulige mandat i Folketinget tilsluttede sig den USA-ledede invasion i Irak i marts 2003, logrende meddelte Pentagon, at "Danmark ville til sin tid utvivlsomt yde sin støtte".

En mand, der uden at blinke viderebragte præsident Bush’s løgn om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben: "Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved," proklamerede han frejdigt fra Folketingets talerstol; de var der sørme bare ikke.

En mand, der ikke på noget tidspunkt har villet stå til ansvar for sine handlinger og udtalelser, men har gemt sig bag den muntre replik: "Der er ikke noget at komme efter".

En mand, som nu kan fortsætte sin gemmeleg, da vennerne i den nye regering som en af sine første handlinger tog det modige skridt at nedlægge den Irak-kommission, som var sat til at se Danmarks fredsskabende indsats efter i sømmene.

Er det galt at agere som en småstat, når man er en småstat?

Er det udtryk for større småstatsmentalitet at underkaste sig en magtfuld og brutal besættelsesmagt, end det er at underkaste sig en temmelig enøjet, amerikansk præsidents luner? Er der noget galt i at agere som en småstat, når man er en småstat?

Er der for øvrigt nogen modsætning mellem at agere som småstat og at føre en "aktivistisk udenrigspolitik"?

"Aktivisme" klinger jo noget flottere end passivitet. Og det er da også flottere at agere aktivt end at lade sig koste passivt rundt af andre.

Fredellig aktivisme

Glem motiverne. Er der ikke en form for aktivisme i som nyindtrådt, tålt stat i NATO at sende hospitalskibet Jutlandia til Korea, når storebror USA hellere ville have krudt og kanoner? Det er da en markering.

Er det ikke en form for aktivisme at være blandt de absolutte frontløbere, når det handler om at overføre penge og viden fra den rige del af verden til lande, der kæmper med sult og fattigdom?

Er det ikke en form for aktivisme at være blandt de første i NATO-alliancen til at anerkende Nordvietnam og fordømme USA’s tæppebomberier af landsbyer, skoler og hospitaler i et lille land på den anden side af kloden?

Er det ikke en form for aktivisme at stille tropper til rådighed for FN’s fredsbevarende styrker? Kan man ikke kalde det aktivisme, når et flertal i Folketinget under den kolde krig i 1980’erne tvang Schlüther-regeringen til at stille danske bevillinger til opstilling af NATO-mellemdistanceraketter i Europa i bero?

Fogh Rasmussen og nu den nye regering vil jo nok svare "nej". Aktivisme er tilsyneladende i deres optik krudt og kanoner. Og fredsskabende missioner, som Danmark så succesfuldt har deltaget i i Irak og Libyen.

Er det også aktivisme at skære ned på ulands-bistanden på et tidspunkt, hvor verden oplever de største flygtningestrømme nogensinde; blandt andet forårsaget af såkaldt fredsskabende missioner?

Sproget er en sjov størrelse og ord taknemmeligt fleksible. Det handler om at vinde definitions-retten.