Der var engang, og nu er det der igen, malersyndromet.
Men nu er det ikke hjernen, der tager skade. Nu giver malingen allergi. Det drejer sig om stoffet methylisothiazolinone, som bruges i vandbaserede malinger.
Som tidligere maler og nuværende formand for Arbejdsskadeforeningen bliver jeg meget overrasket over problemets omfang og tænker med det samme på dem, der bruger disse malinger i deres arbejde – samt dem, der skal arbejde i nymalede lokaler.
Jeg har skrevet til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet for at høre, hvordan de tackler dette problem, og om lidelsen kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis den er opstået på grund af arbejdet.
For øvrigt er der ingen lov, der forbyder fabrikanterne at forbedre deres produkter ud over, hvad loven kræver.
Arbejdsskadeforeningen opstod i 1981 på grund af de organiske opløsningsmidler i malinger og andre produkter. For eksempel var mange trykkeriarbejdere også udsat for disse skadelige dampe. Jeg håber ikke, at vi skal samme kamp igennem, mens folk bliver syge af dette nye stof.
Stoffet skal forbydes, og kan det ikke erstattes, skal kravene til at bruge det være stramme. Og det skal klart fremgå af de produkter, det er i, at det er allergifremkaldende, og at åndedrætsværn er nødvendigt, samt at det slet ikke må bruges i produkter, der anvendes til børn.
Tak til Astma og Allergi Danmark for at sætte fokus på dette alvorlige problem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278