Kommunister er karakteriserede ved, at vi går ind for socialistisk revolution. Der er to hovedstrategier i den kommunistiske tradition i kamp for socialismen. Den ene blev udviklet i Sovjetunionen i 1930'erne under Stalins ledelse. Den anden strategi, som tabte til Stalin, var ældre og udviklet af Marx og Lenin under den russiske revolution og efter Lenins død støttet af mindretallet af Bolsjevikpartiets oprindelige ledelse.
Enhver politik for alliance med borgerskaber eller imperialister er både utopiske og farlige for vores klasse.
Flere debattører her i spalterne støtter Rusland i Syrien. Det virker, som om de går ind for strategien, der blev udviklet i 1930erne. Ifølge den er der to stadier i arbejderklassens kamp for socialisme: Først et stadie for borgerligt demokrati, hvor arbejderne bør gå i alliance med dele af nationale borgerskaber og nogen imperialister mod andre.
Kampen for socialismen er henlagt til et senere stadie, hvor arbejderklassen er allieret med fattigbønder og andre undertrykte og udbyttede i kamp for socialismen.
Den oprindelige strategi
Som kommunist støtter jeg den oprindelige, ældste strategi og er modstander af 1930'ernes to-stadie-strategi med arbejderklassens politiske underordning under borgerlige og imperialistiske interesser.
Jeg går ind for at kommunisters opgave herfra og frem mod en socialistisk revolution er at støtte, inspirere og lede alle typer kampe for arbejderklassens enhed for at opnå den størst mulige politiske og organisatoriske uafhængighed af borgerskabet.
Hovedformålet med al klassekamp er i forsvar for hele klassens interesser at nå frem til arbejderklassens evne og vilje til at gennemføre, fastholde og internationalisere udbredelsen af den socialistiske revolution.
I Syrien er jeg først og fremmest modstander af den danske arbejderklasses hovedfjende - det danske imperialistiske borgerskabs militære aggression - og af dets leder - USA's uhørte internationale imperialistiske aggression.
Men det betyder ikke, at jeg mener, at kommunister bør støtte vores fjendes fjende - den opstigende russiske imperialisme i Syrien.
Hvad var hovedargumentet mod 1930'ernes to-stadie-strategi? Marx så allerede i 1848, at det unge borgerskab foretrak reaktionen (kirke og adel) frem for en risikabel alliance med en mobiliseret arbejderklasse.
Imperialismen
I imperialismens epoke har borgerskaberne ofte foretrukket fascismen frem for alliance med en mobiliseret arbejderklasse. De frygter berettiget at en mobiliseret arbejderklasse ikke vil nøjes med at gennemføre radikale borgerlige krav (fordeling af jorden med mere), krav som borgerskaberne selv i stigende grad undertrykker.
Selve det socialistiske mål er netop bevis for, at den internationale arbejderklasses fundamentale interesser er uforenelige med fortsat kapitalmagt. En mobiliseret arbejderklasse vil i stigende grad rejse krav, som bryder rammerne for kapitalistklassens magt.
Borgerskabernes frygt er berettiget. I den uhørte, systemiske, kapitalistiske krise, som vi står i, er der ingen progressive udveje sammen med nogen dele af borgerskaberne. Enhver politik for alliance med borgerskaber eller imperialister er både utopiske og farlige for vores klasse.
Det er kun arbejderklassen, der har interesse i at forbinde radikale borgerlige demokratiske krav sammen med andre undertrykte og udbyttede - og i programmet for socialisme - og kun vores klasse, der har styrke til at gennemføre sådan et kombineret, dybt progressivt program for hele menneskeheden - og for naturen. Og klassen skal ikke ledes på vildveje, for det haster.
Hermed betragter redaktionen debatten om Jette Kromans indlæg "Nej til klassesamarbejde med imperialismenfra" fra den 24. februar som afsluttet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278