Som pensioneret docent fra musikkonservatoriet i København og Sjostakovitj-beundrer gennem mange år kan man kun glæde sig over den positive opfattelse af den store, russiske komponist, der fremgik af Lars Ulrik Thomsens debatindlæg i Arbejderen den 16. december.

Hans begejstring for Sjostakovitj' 7. symfoni, Leningrader-symfonien, der blev komponeret i 1941, deler jeg til fulde.

Jeg er enig i, at den utvivlsomt bidrog til modstandsviljen mod det angribende nazityskland, både i Sovjetunionen og internationalt. Men Lars Ulriks indlæg synes også at kalde på et par kommentarer.

Hvis man skal forstå hans  situation, bør man nok ikke se bort fra, at han havde haft den stalinistiske terror tæt inde på livet.

Det er rigtigt, at de under 2. verdenskrig belejrede leningradere først selv hørte Leningrader-symfonien den 9. august 1942. Men det er ikke rigtigt, at intet sovjetisk publikum havde hørt den, før den i april 1942 blev udsmuglet som mikrofilm og ad store omveje nåede til USA, hvor den i juli 1942 blev dirigeret af Toscanini ved en radiotransmitteret koncert.

Første opførelse

For allerede før dette havde den været uropført i Sovjetunionen, nemlig den 5. marts i Kuibisjev (også radiotransmitteret) og gentaget den 29. marts i Moskva.

I symfonien møder vi Sjostakovitj som den overbeviste patriot, det er der enighed om. Men hvis man skal forstå hans formentlig ret komplicerede situation, bør man nok ikke se bort fra, at han ellers havde haft den stalinistiske terror tæt inde på livet.

En af hans fremtrædende velyndere, marskal Tukhatjevskij, blev anklaget og henrettet for forræderi maj 1937, og en anden af hans tro støtter, musikteoretikeren Zjilajev, blev henrettet januar 1938 for sin påståede forbindelse til Tukhatjevskij.

Sjostakovitj svoger blev sendt syv år i arbejdslejr og døde på vej hjem derfra. Hans søster Maria måtte tilbringe nogen tid i Sibirien og hans svigermor nogen tid i arbejdslejr. En onkel blev arresteret. Derudover var der forskellige af Sjostakovitj' venner og kolleger, der simpelthen forsvandt.

Offentlig fordømt

Selv havde Sjostakovitj været genstand for offentlig fordømmelse i partiavisen Pravda januar 1936 og blev senere igen offentligt fordømt i 1948 i et dekret udsendt af det sovjetiske kommunistpartis centralkomité.

Taget i betragtning hvorledes fængsler og lejre blev benyttet til politiske fanger, må man nok vurdere sådanne fordømmelser som værende noget andet og mere end blot et spørgsmål om fredelig kulturpolemik.

Disse og et stort antal andre forhold og omstændigheder var årsag til, at Sjostakovitj, skønt han som ung givetvis var på revolutionens side, efterhånden udviklede et særdeles ambivalent forhold til det styre, han levede under. Og efter min mening med rette.

Modsat hvad Lars Ulrik tilsyneladende mener, vil jeg faktisk tillade mig at have den opfattelse, at Sovjetunionen fra sådan cirka 1930 og frem som helhed betragtet desværre ikke var nogen reklame for socialismen, og at det alt i alt derfor også var det bedste for socialismens sag, at Sovjetunionen i sidste ende forsvandt igen.

Hvilket ikke forhindrer, at denne periode i Ruslands historie også satte nogle frugter; såsom netop Sjostakovitj, i hvis musik man ikke sjældent oplever, at den oprindelige, uspolerede og retfærdige vision stadig lever.