Der bliver skrevet om det, fortalt om det og alle kan se det. Vores samfund bliver ledet af den akademiske overklasse i Folketinget, medierne og finansielt. Der er egentlig ikke noget galt i det med tanke på den kendsgerning, at vores liv starter med "læring i vuggestuer og børnehaver" efterfulgt af 10 års tvungen skolegang.

Og når holdningen i vores uddannelsessystem samtidig er, at viden hovedsalig foregår i hjernen, må gymnasiet med efterfølgende universitet derfor være det optimale valg for os alle.

De bryder mønsteret

Systemet virker rent faktisk også hele vejen, og mange af arbejderklassens børn bliver mønsterbrydere, skønt der tales meget om de skævheder, der opstår, når børn af akademikere har meget lettere ved at få uddannelse.

Vi glemmer dog ofte at denne skævhed faktisk også gælder for børnene i de socialt belastede familier som må kæmpe for at blive en del af den fagligt uddannede arbejderklasse.

Det virker undeligt, at mønsterbryderne ikke gør op med den stigende ulighed og jagten på de udsatte og den del af arbejderklassen, som står uden arbejde.

Med tanke på ovenstående vil jeg påstå, at skønt sammensætningen i vores folketing er skæv, er den ikke helt så skæv som man påstår, set ud fra den sociale arv.

Der er godt nok klart flertal af akademikere imellem vores folkevalgte, men en del af dem er de føromtalte mønsterbrydere. Dette gør sig i øvrigt også gældende i både medierne og finansverdenen, hvor overvægten af mønsterbrydere måske endda er endnu større.

Klap nu lige hesten, kan jeg høre nogle sige, og måske har de ret. Alligevel er det ikke mere end to til tre generationer siden, at overklassen bestod af nogle ganske få adelige og gejstlige personer, som styrede landets befolkning med megen magt og meget lidt medmenneskelighed.

Svigter de baglandet?

Hvis ovenstående er sandt, virker det underligt, at mønsterbryderne ikke gør op med den stigende ulighed, jagten på de udsatte og den del af arbejderklassen, som står uden arbejde?

Og måske ikke alligevel, for måske er de blevet mættet af kampen mod magtens top, og måske er den loyalitet mange arbejdere i hverdagen viser deres arbejdsplads også stadig til stede hos mønsterbryderne, som nu bare viser den overfor dem, som de ”fødte” ledere?

Det at turde stå alene som beskytter af arbejderklassen og være den, der starter forandringer til gavn for fællesskabet, er for de fleste mønsterbrydere en uoverskuelig opgave, som ikke bliver lettere, hvis de sidste uforløste ambitioner også skal opfyldes.

Problemstillingen er derimod, som jeg ser det, at mønsterbryderne går ud med bål og brand i forsvaret på den stigende ulighed, jagten på de udsatte og den del af arbejderklassen som står uden arbejde og derved som arbejderklassens fødte rollemodeller gør sig skyldige i justitsmord på arbejderklassen.