10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsgiverne løber fra ansvaret

Arbejdsgiverne løber fra ansvaret

TV2 og Fagbladet 3F har afsløret, hvor nemt det er for skrubelløse underleverandører at udnytte illegal arbejdskraft.

McDonald’s-kæden er i søgelyset i TV2's dokumentar om illegal arbejdskraft.
FOTO: Wikimedia Commons
1 af 1

TV2 har i den seneste tid haft fokus på danske virksomheders udnyttelse af illegal arbejdskraft, blandt andet i dokumentarserien 'Illegal i Danmark'.

Ved hjælp af to 'muldvarper', udstyret med skjult kamera, dokumenterer TV2, hvor relativt nemt det er at finde job i Danmark – vel at mærke uden opholds- og arbejdstilladelse.

Myndighederne skal blive langt bedre til at udveksle informationer, og bøderne skal være langt højere.

I dokumentaren afslører TV2 både McDonald’s og nemlig.com i at bruge underleverandører, som benytter sig af illegal arbejdskraft. Til en sulteløn bliver disse mennesker udnyttet, mens underleverandørerne tjener fedt på de illegale stakler. Uhyrligheder som Fagbladet 3F også tidligere har dokumenteret i artikelserien 'Den beskidte rengøring'.

Rockwool Fonden anslår, at der lige nu er omkring 18.000 illegale indvandrere i Danmark, og ifølge Udlændingekontrolsektionen hos Københavns Politi, kan vi godt forvente, at der kommer endnu flere. Trods det store antal illegale er det kun lykkedes myndighederne at dømme 117 virksomheder for ikke at leve op til deres basale pligt; nemlig at sikre, at den ansatte blandt andet har en gyldig opholds- og arbejdstilladelse.

Snakker udenom

Forskellige arbejdsgiverorganisationer forsvarer sig med, at det er umuligt for virksomhederne at tjekke, hvem deres underleverandører har ansat, og derfor også umuligt at tjekke, om de har den lovpligtige opholds- og arbejdstilladelse. Arbejdsgiverorganisationerne mener ansvaret blandt andet ligger hos SKAT, som uden at tøve udsteder skattekort til de illegale.

Jeg er mildt sagt forbløffet over arbejdsgivernes evne til at fralægge sig ansvaret. Må jeg lige minde om, at det er de selvsamme arbejdsgivere, som godt kan finde ud af at stille krav til deres underleverandører om, at bøfferne ikke må bestå af hestekød, og at de frosne ærter ikke må være optøede, når de afleveres hos fru Jensen på et bestemt klokkeslæt.

Selvfølgelig kan arbejdsgiverne stille krav – og selvfølgelig kan de lave kontroller som både kan være præventive og måske tilmed fange en illegal i ny og næ. Det første krav de kunne stille til underleverandøren er, at de ikke må videregive opgaven til en ny underleverandør.

Sorte penge

Men ja, det er helt forkert at illegale kan få udstedt skattekort. Uden tvivl. Sagen er bare den, at illegale ofte betales med sorte penge, og så er vi lige vidt. Myndighederne har naturligvis en opgave her, men det bliver sværere og sværere for dem at bekæmpe social dumping. Den siddende regering har beskåret myndighedsindsatsen mod social dumping med 25 procent i år, næste år spares der 31 procen i forhold til den tidligere regerings bevillinger - og ved udgangen af 2018 lukker og slukker myndighedsindsatsen helt på grund af yderligere besparelser.

Hvis vi skal illegal arbejdskraft til livs, må vi derfor fjerne besparelserne og gøre myndigheds-indsatsen permanent. Myndighederne skal blive langt bedre til at udveksle informationer, og bøderne være langt højere for de arbejdsgivere, som ansætter illegal arbejdskraft. For større bøder vil med stor sandsynlighed, motivere arbejdsgiverne til at efterleve deres forpligtelser.

Accepterer vi arbejdsgivernes ansvarsfralæggelse vil langt flere illegale stakler blive udnyttet, og det vil føre til endnu mere Wild West på arbejdsmarkedet. Det er ingen tjent med.

Henning Overgaard Josefsen er forbundssekretær i 3F med politisk ansvar for social dumping.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. apr. 2017 - 08:32   27. apr. 2017 - 08:40

Læserbrev

af Henning Overgaard Josefsen, forbundssekretær i 3F