Lars Ulrik Thomsen (LUT) vender nu sit eget udsagn på hovedet ved at sige, at mit "svar er modsætningsfyldt". Den syvende november skrev han: "Merværdi skabes af ubetalt arbejde, og jo længere tid det lykkes kapitalisten at forlænge arbejdsdagen jo højere profit". 

Så langt er jeg enig, men efterfølgende tilføjede LUT: "Hvis den arbejdsløse så møder med et tilskud på 25.000 kroner fra det offentlige, er det samfundet, der går ind og sænker værdien på arbejdskraft og dermed øger merværdiraten".

Men begge udsagn kan ikke være rigtige. Og mit svar var da også: "det er ikke rigtigt; for selv om man kan sige at merværdiraten kunstigt forøges med et statstilskud, vil værdien af de producerede varer ikke ændre sig; for det er jo den samme mængde arbejde, der medgår til at producere dem – og dermed vil heller ikke arbejdskraftens værdi ændres".

Jeg kom derefter med en tilføjelse: "Jeg vil naturligvis medgive, at hvis enhver virksomhed skal leve af et tilskud til merværdien fra staten per ansat, så vil dette provenutab udhule arbejdskraftens værdi". (med provenutab menes indtægtstab i statsregnskabet)

Men så kommer Terkild Marker (TM) på banen med spørgsmålet: "Men hvem er det, der betaler skatterne?". Og det er jo særdeles relevant, for hvis ordningen gjaldt for alle virksomheders ansatte, så vil dette provenutab udhule arbejdskraftens værdi.

Her siger TM så, at jeg tager fejl, for: "det ændrer intet ved arbejdskraftens værdi. Derimod er det en skjult sænkning af arbejdskraftens pris".

Nu drejer spørgsmålet om arbejdskraftens værdi og pris sig ikke om, hvem der er mest marxist. Men spørgsmålet er så fundamentalt i den marxistiske politiske økonomi, at vi må søge en fælles afklaring af begrebet med afsæt i, hvad Marx selv har skrevet. (Kapitalen I,1, s.288-89):

"Arbejdskraftens værdi er ligesom værdien af enhver anden vare bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til produktionen, altså også fornyelsen (reproduktionen),af denne specifikke artikel".

Og videre skriver han: "Arbejdskraften eksisterer kun som evne ved et levende individ. Produktionen af arbejdskraften forudsætter altså dettes eksistens. For et givet individ består produktionen af arbejdskraften i dets egen reproduktion eller opretholdelse".

Hvordan man kommer frem til denne værdi, beskriver Marx sådan: "Arbejdskraftens værdi opløser sig i værdien af en bestemt mængde livsfornødenheder. Den skifter derfor også med disse livsfornødenheders værdi, det vil sige med størrelsen af den arbejdstid, der kræves til deres fremstilling. . . Men hvordan summen af disse udgifter end fordeler sig over for eksempel et år, må den dækkes med en gennemsnitsindkomst dag for dag.

Hvis man læser teksten nøje, vil man se at Marx står med et problem. Hvordan skal man finde ud af, hvor stor en mængde arbejde, der er nedlagt i de forskellige varer? Det er ikke muligt, og han vælger derfor at bruge varepriserne og tager summen af alle de daglige, ugentlige eller kvartalsvise udgifter og dividerer dem med 365. Derved får han altså de daglige varepriser – og ikke de daglige vareværdier.

Men Marx gør så det kunstgreb, at han ansætter udbytningen til 100 og halvererdermed arbejdsdagen. Denne halve arbejdsdag er det, vi kender som det betalte arbejde. Hvilket betyder at arbejdskraftens varepris, arbejdslønnen, bliver til arbejdskraftens værdi. En virkelighed hos Marx, som også Grünbaum har klargjort i sin bog "Kapitalismens politiske økonomi".

Her er hvad Marx selv skriver: "Hvis man antager, at der i den varemængde, som er nødvendig til en gennemsnitsdag på 12 timer, er nedlagt seks timers samfundsmæssigt arbejde, så er der i arbejdskraften hver dag legemliggjort en halv dags samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde, eller en halv arbejdsdag er påkrævet til daglig produktion af arbejdskraften«.

Det som klassekampen blandt andet drejer sig om, er jo, om det man får i løn forbliver i et størrelsesforhold, som modsvarer de krav, som arbejderklasen stiller til livet. Og her er skatten og andre udgifter, som lægges over på lønarbejderen afgørende. Jeg nævnte selv i mit indlæg: "indskrænkninger af dagpengeretten, forhøjelse af institutionstakster, bankgebyrer, punktskatter og nedskæringer i kommunernes aktiviteter med mere".

Isi Grünbaums bog "Kapitalismens politiske økonomi", som Lars Ulrik Thomsen henviser til, kan jeg kun anbefale alle at stifte bekendtskab med.

Hermed anser vi nærværende diskussion om arbejdskraftens værdi og pris for afsluttet.

Debatredaktionen