Regeringen og DA vil lægge pres på fagbevægelsens top for at få dem med i en helhedsløsning i treparts-forhandlingerne. Regeringen med tidligere formand for Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og nu beskæftigelsesminister - Jørgen Neergaard - vil helt sikkert også forlange, at arbejdstiden hæves. Det kan ske på mange måder - hæve den ugentlige arbejdstid til 38 timer eller fjerne nogle helligdage eller overenskomstmæssige fridage.

Vi husker tydeligt den voldsomme reaktion, da Corydon og DA forsøgte at tage fridage fra fagbevægelsens medlemmer. 

Hvis fagbevægelsens top går med til det, vil det være et afgørende svigt overfor medlemmerne, hvilket vil betyde en endnu større medlemstilbagegang i LO-fagbevægelsen. Mange af de ellers loyale medlemmer vil føle sig svigtet, hvorfor der også fra den medlemsgruppe vil være en stor afgang. Det vil være et paradigmeskifte i forhold til at værne om ét af de grundlæggende resultater, som fagbevægelsen har kæmpet for – arbejdstiden.

Man skal her huske på, at kampen for mere fritid til medlemmerne blandt andet har betydet nedsættelse af arbejdstiden både på ugeplan, men også med indførelsen af den sjette ferieuge og tre fridage ud over S/H-dagene. Den ugentlige arbejdstid blev i slut-firserne nedsat til 37 timer efter nogle hårde OK-forhandlinger, og i 1998 måtte fagbevægelsen igennem en storkonflikt, som alene for Dansk Metal kostede 225 millioner kroner for at få slået hul på den sjette ferieuge.

Vi kender alle billederne af menige medlemmer, der står i kø ved stempeluret ved fyraften. Vi ved, at for langt de fleste medlemmer er formålet med at tage på arbejde at skabe en tryg og indholdsrig fritid. Vi husker tydeligt den voldsomme reaktion sidste gang fra de menige medlemmer, da Corydon og DA forsøgte at tage fridage fra fagbevægelsens medlemmer. Dansk Metal sagde fra og Corydon blev pigesur og aflyste treparts-forhandlingerne dengang.

Arbejdstiden ikke til forhandling

Alt det illustrerer, at arbejdstiden - både ugentlig og på årsplan - ikke er til forhandling hos de menige medlemmer.

Man kan frygte, at toppen i fagbevægelsen går med i en aftale i deres iver efter at skabe "politiske resultater". En bytte-byttehandel, hvor fagbevægelsen afgiver fritid for vores medlemmer til gengæld for noget andet - sikkert noget på uddannelse og/eller arbejdsmiljø. Noget som bør være en samfundsopgave at løfte.

Bytte-byttehandler er et levn fra krisens tid, hvor det blev italesat meget som et krav, at fagbevægelsen skulle afgive noget for at få noget andet og som desværre stadig er udbredt i både lokale som centrale forhandlinger med vores modpart. Vi så det sidst ved dagpengekommissionens forslag.

Tidligere var det generelt sådan, at fagbevægelsen kæmpede for at få forbedringer for medlemmerne uden nødvendigvis at afgive. Derfor er det lykkedes igennem de mange år at skabe nogle gode arbejdsforhold for medlemmerne.

Medlemmerne føler sig svigtet

Fagbevægelsens top vil i deres forsøg på at "sælge" aftalen og imødegå den voldsomme kritik, der vil komme fra menige medlemmer (som den borgerlige presse nok skal forstå at dyrke), begrunde deres blåstempling med, at regeringen alligevel vil gennemføre forringelserne, hvorfor fagbevægelsen lige så godt kunne forsøge at få noget for forringelserne. Samt at regeringen ellers vil straffe fagbevægelsen – eventuelt ved at fjerne fradragsretten på kontingentet.

Det kan såmænd lyde meget fornuftigt. Problemerne med den begrundelse er bare, at

• den køber de menige medlemmer ikke i deres raseri over svigtet. Medlemmerne føler allerede, at arbejdstiden er udvidet voldsomt med forringelserne af efterlønnen og ved at hæve pensionsalderen. Mange frygter derfor for helbredet som følge af nedslidning.
• med fagbevægelsens medvirken i en aftale har regeringen og Dansk Folkeparti (DF) dermed også fået det figenblad, de behøver. Det vil blive fagbevægelsen, der må "tage kuglerne". Tilmed vil det for regeringen og DF være vand på deres mølle i forhold til at svække fagbevægelsen (medlemsafgang).
• vil regeringen og DF straffe fagbevægelsen, så må de jo gøre det. Det vil give gennemskuelighed for de menige medlemmer, og det må regeringen og DF jo så stå til ansvar for på valgdagen.

Derfor er det vigtigt nu for fagbevægelsens top at huske det vigtigste – at de er medlemmernes tillidsrepræsentanter. At fritiden i morgen gerne må være længere end fritiden i dag.