12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Atomaftale overskygger menneskerettigheder

Atomaftale overskygger menneskerettigheder

Mens Vesten har travlt med at sikre en atomaftale med præstestyret i Iran, fortsætter undertrykkelsen af de 83 minoriteter upåagtet.

Alle minoriteter i Iran, i særdeleshed kurdere, har i adskillige år levet under det iranske regimes brutalitet, hvor henrettelser, voldtægt og stening af kvinder på åbne gader er blevet en del af dagligdagen.
FOTO: en.wikipedia.org
1 af 1

Den 7. maj begik den unge kurdiske pige Ferînaz Xosrewani selvmord i den kurdiske by Mahabad i Østkurdistan/Vestiran for at undgå at blive voldtaget af en iransk embedsmand.

Dette er blot en af de mange krænkelser, det iranske regime dagligt begår mod menneskeheden. Samtlige minoriteter, i særdeleshed kurdere, har i adskillige år levet under det iranske regimes brutalitet, hvor henrettelser, voldtægt og stening af kvinder på åbne gader er blevet en del af dagligdagen.

Som Komité i Danmark for "Partiet for Det Frie Liv i Kurdistan" (PJAK) fordømmer vi ligesom partiet  på det kraftigste det iranske regimes brutaliteter og opfordrer Vesten og USA til at tage ansvar for uskyldige menneskers liv, mens de kæmper for at få en atomaftale på plads med teokratiet.

Som en grotesk handel med den iranske embedsmand blev det aftalt, at hotelejeren skulle arrangere et møde mellem ham og Ferînaz.

Ferînaz arbejdede på et firestjernet hotel i byen, som hotellets ejer ønskede at restaurere til et femstjernet hotel. For at dette kunne realiseres var der brug for en tilladelse fra en af regimets embedsmænd. Embedsmanden fik øje på Ferinaz, der var på arbejde, og som en grotesk handel mellem ham og hotelejeren blev det aftalt, at hotelejeren skulle arrangere et møde med Ferînaz i et af værelserne.

Ferînaz blev låst inde på et værelse, hvor embedsmanden trådte ind. Med vished om embedsmandens ondskabsfulde intention valgte Ferînaz at springe i døden fra hotellets 4. sal.

Uroligheder i Vestiran

Siden da er folket i Østkurdistan/Vestiran gået på gaderne i tusindvis. Under fredelige demonstrationer har regimets militser skudt med skarpt mod demonstranterne. Det har ført til voldsomme gadekampe og uroligheder i Østkurdistan/Vestiran. Den kurdiske region har i årtier været præget af et ulmende oprør, som dette også kan være begyndelsen på.

Regionen er stærkt militariseret, og befolkningen lider under etnisk og kulturel undertrykkelse. I særdeleshed er kurdiske kvinder i Iran stærkt udsatte, da der bliver set ned på både deres køn, etnicitet og religiøse baggrund. De står hver dag ansigt til ansigt med seksuelle krænkelser og ydmygelser fra regimet.

Der bliver set ned på Irans 83 minoriteter, og regimet har i årtier ført en assimilationspolitik, hvor hele nationale gruppers identitet, sprog og kultur forsøges slettet fra historien og bevidstheden. Dette har skabt stor utilfredshed og den dag, regimet vil stå til at falde, vil de etniske spændinger spille en afgørende faktor for, hvilken drejning omvæltningerne i Iran vil tage. 

Minoriteter for et systemskifte

Allerede nu må man sande, at Irans underkuede befolkninger vil rejse sig inden for få år i et oprør for fundamentale forandringer.

Hvis ikke Vesten allerede nu forstår og analyserer, hvordan det iranske samfund hænger sammen, og faktorerne, der spiller ind i de etniske gruppers selvforståelse, relationer og historie, vil man miste muligheden for at yde indflydelse på begivenhedernes gang, når millioner går på gaderne, og regimets folk sigter på den civile befolkning og trykker på aftrækkeren med skarpe patroner.

Vi opfordrer alle med demokratiet i sindet til at bakke op om kurdernes kamp i Iran for et systemskifte. I takt med, at Vestens atomaftale med Iran faldt på plads, blev menneskerettighedssituationen i landet sat til side. Men ikke desto mindre er de ulykkelige forhold stadig en realitet. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2015 - 09:38   28. maj. 2015 - 09:40

Læserbrev

af kurdiske organisationer i Danmark