I min omgangskreds er det blevet vældigt moderne at udtrykke sin vrede over, at den danske folkekirke stadig modtager økonomisk støtte fra staten. Religion er gammeldags og hører sig ikke til i et moderne samfund, mener mange af mine venner.

Som ung i dagens Danmark er jeg egentlig ikke selv specielt religiøs, men jeg mener alligevel, at en statsstøttet kirke hører til i et solidarisk velfærdssamfund.

Kritikken af kirken skyldes, at vores solidaritetsbegreb er skævvredet, hvilket især kommer til syne i den nuværende sekulariseringsdebat. Begrebet rækker nemlig lige nøjagtigt ikke langt nok til også at omfatte dem, der benytter sig af kirken.

Jeg synes, at det er sørgeligt, hvordan socialisme ofte hænger sammen med en afstandstagen fra kirke og religion.

Idéen med vores velfærdssamfund er vel, at vi betaler til en fælles kasse, der ikke kun omfatter de mest nødvendige offentlige instanser som et velfungerende sundhedssystem, men også andre tilbud, der ikke kun skal være forbeholdt de rige. Denne model er de fleste af os tilhængere af, men når det kommer til kirken, så rammer man et ømt punkt.

Tror man ikke på denne solidariske måde at indrette samfundet på, vil man naturligvis mene, at kirken bør klare sig selv.

Det er heller ikke disse mennesker, min skrivelse er rettet mod, for uanset hvor uenig jeg er med dem, så er det en helt anden diskussion.

Jeg ønsker, at de folk, der i forvejen tror på et solidarisk velfærdssamfund, overvejer, om det ikke også indebærer en statsstøttet kirke, så længe der stadigvæk er folk, der ønsker at benytte sig af kirkens tilbud.

Jeg tror, at vi glemmer en stor befolkningsgruppe, hvis vi mener, at sekulariseringen skal være så omfattende, at danske kirkegængere skal begynde at betale entré ved indgangen.

Kirken skal ikke have indflydelse på de politiske forhold, men ved at give kirken økonomisk støtte, giver vi altså heller ikke kirken politisk magt. Vi giver bare hele befolkningen mulighed for at gå i kirke.