15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Børn og forældre bliver ikke hørt

Børn og forældre bliver ikke hørt

Inklusion er generaliserende. I det nye år skal vi væk fra den tankegang og flytte fokus til barnets tarv.

Der er ikke ressourcer nok på skolerne til at kunne tage sig af de udsatte børn på en optimal måde.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Så er der gået endnu et år, hvor inklusion har været på dagsordenen. I medierne, i hjemmene og selvfølgelig på skolerne.

Jeg møder forældre, der nærmest skammer sig, fordi de håber, barnet er dårligt nok til at få bevilget plads i en specialklasse eller på en specialskole.

Vi har i årets løb hørt opråb fra desperate forældre, ramaskrig fra opgivende lærere og så de beroligende ord fra regeringens såkaldte eksperter oppe i deres elfenbenstårn. Iført en kæmpe ja-hat meddeler disse eksperter gang på gang, at det fortsat går godt med at inkludere børn med særlige behov i den almindelige folkeskole. En succes, som regeringen udelukkende måler i antal kroner og ører sparet.

Jeg har arbejdet som specialskoleleder i 17 år, og jeg har igennem mit arbejde mødt mange børn med behov, som en folkeskole ganske enkelt ikke er egnet til at imødekomme.

Der er ikke ressourcer nok på skolerne til at kunne tage sig af de udsatte børn på en optimal måde. I nogle tilfælde ender børnene blot med at få det værre. Og ressourcer er ikke bare penge - det er også specialuddannet personale samt uddannet personale generelt.

Det giver sig selv, at skiftende, ufaglærte vikarer - som vi for nylig har set, at folkeskolen er storforbruger af - ikke slår til.

Af og til møder jeg desuden forældre, der nærmest skammer sig, fordi deres barn mistrives i sådan en grad, at de håber, barnet er dårligt nok til at få bevilget plads i en specialklasse eller på en specialskole.

Og hvilke eksperter foretager så den bevilling? Det er i mange tilfælde den enkelte folkeskoleleder, der skal vurdere, om et barn vil have det bedst i folkeskolen eller på en specialskole eller et andet dagbehandlingstilbud.

Altså er det ikke en behandler eller en psykiater, men en uddannet folkeskolelærer, der sidder med den vanskelige beslutning. Og for at gøre beslutningen endnu vanskeligere skal folkeskolelederen naturligvis selv finde midlerne til behandling/specialundervisning, hvis han eller hun bevilger dette.

Mit ønske for 2015 er derfor, at ekspertrollerne bliver vendt. Vi skal have fokus på barnets tarv, og vi skal væk fra den generaliserende tankegang, som inklusion jo i virkeligheden er.

Når man udelukkende ser verden gennem regneark eller lyserøde ekspertbriller, der er betalt af regeringen selv, er det nemt at miste perspektivet. Lyt i stedet til de rigtige eksperter: børnene og deres forældre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jan. 2015 - 09:35   02. jan. 2015 - 09:40

Læserbrev

af Ingvald á Kamarinum, Specialskoleleder, Fjordskolen, Holbæk