I Danmark er der 122.000 børn, der vokser op med en mor og/eller far, der drikker for meget - så meget, at de kan kalde sig alkoholikere.

Det er børn, der lever en hverdag med frygt og svigt. Børn, der hver dag ikke ved, om de nu igen skal købe aftensmad, hvis der vel at mærke er nogle penge at købe for, om de selv skal vaske deres tøj.

Børn, der aldrig kan have venner med hjem, og som frygter højtider som jul og påske og lange weekender og ferie.

Det er børn, der elsker deres forældre, men forældrene svigter dem og vælger sprut og stoffer frem for kærligheden til deres børn.

Børnene elsker deres forældre, men forældrene svigter dem og vælger sprut og stoffer. 

Dokumentarfilmen Blodets Bånd, der havde premiere den 5. juni handler netop om at leve i en familie med store alkohol- og misbrugsproblemer. Når man ser den stærke film, forstår man, hvorfor det er så vigtigt med behandlingsgaranti til den gruppe børn.

I TUBA, som jeg er landsleder for, hjælper vi de unge, der har haft en barndom med alkoholiske forældre, med at komme videre på livets vej. Vi møder dem først, når de er unge og parat til selv at tage beslutninger.

Først i vores behandling går det op for dem, at det er ikke dem, der er noget galt med. Unge mennesker, som hele deres barndom har troet, at det var deres skyld, at deres mor eller far drak.

TUBA har brug for økonomisk fundament, og vi har mange gode samarbejdspartnere, der gerne vil støtte den gode sag. Fonde som Egmont Fonden, Bikuben Fonden og Lauritzen, private organisationer og nogle kommuner i tæt kobling til vores 12 afdelinger i landet.

Op til to års ventetid

Det, vi mangler, er folketingspolitikerne, der indser, at det er nødvendigt at give de unge en behandlingsgaranti på terapi og rådgivning. Nødvendigt at sætte en grænse for, hvor længe det er rimeligt at være på venteliste.

Lige nu har vi i de store byer som København, Århus og Ålborg op til to års ventetid. Og det er alt, alt for meget.

Vi ved fra vores undersøgelser, at de unge, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug, har en øget risiko for selv at blive misbrugere, for ikke at kunne gennemføre en uddannelse, stifte familie.

Og nogle af de hårdest ramt unge er i risiko for at blive kriminelle eller udvikle varige psykiske lidelser som angst, post traumatisk stress eller depression.

I Danmark har vi råd til at hjælpe de svage grupper, alkoholikerne, narkomanerne, de hjemløse, de psykisk syge. Og det gør vi også - måske ikke nok, vil nogle mene. Men jeg savner, at vi prioriterer børnene - de unge, der er ofre for alkohol- og stofmisbrugere.

Alle talsmænd for forskellige grupper vil altid hævde, at netop deres målgruppe er den vigtigste. Det gør jeg også. For mig er der ingen tvivl om, at vi skal hjælpe de unge, der har levet en barndom i helvede.

Jeg anerkender, at der ikke er penge til alt, og at vi må prioritere. Men jeg anerkender ikke, at vi ikke kan prioritere de unge med en traumatisk barndom. Og ligegyldigt om man tager de emotionelle eller økonomiske briller på, har vi som samfund slet ikke råd til at lade være med at hjælpe dem.

Derfor håber jeg, at vi kan få behandlingsgaranti nu - misbrugerne selv er garanteret behandling, men de unge skal kæmpe for det. De har i forvejen kæmpet rigeligt, nu skal de have hjælp.

Lad os nu få den behandlingsgaranti, så vi ikke gentager historien fra Blodets Bånd. Vi må ikke svigte de svigtede.