HOFOR vil i den kommende tid investere omkring to milliarder kroner for at sikre københavnerne blødere drikkevand. I områder med meget hårdt og kalkrigt vand kan en blødgørelse føre til øgede miljøbesparelser i form af mindre slitage, rengøring og vedligehold. Grundprisen på vand vil dog stige. 

Afløbsrens i drikkevandet

HOFOR vil benytte kemisk vandbehandling, det vil sige tilsætte natriumhydroxid, populært kaldet afløbsrens, til drikkevandet for at udfælde kalken, og derefter neutralisere det potentielt ætsende vand med kulsyre.

HOFOR vil tilsætte natriumhydroxid, populært kaldet afløbsrens, til drikkevandet for at udfælde kalken.

Man vil altså tilsidesætte det hæderkronede danske princip om kun at benytte kemisk vandbehandling i ekstreme tilfælde og bruge det på alle forsyningens vandværker. I Brøndby er det allerede dagligdag. 

Der er naturligvis lavet store cost-benefit analyser af projektet, på baggrund af hvilke man har valgt den beskrevne kemiske metode, kaldet pellet-metoden. Men har man nu også holdt pellet-metoden op mod alle relevante alternativer?

Findes der alternativer?

Hvad nu hvis der findes metoder, der kunne give de samme fordele for forbrugerne - mindre udfældning af kalk - uden at tilsætte fremmed kemi til drikkevandet og måske endda til en lavere pris?

Det er der en hel del tegn på, at der gør, og flere af dem er opfundet i Danmark - for eksempel PowerPack fra Biotech Innovation eller Kalkknuseren fra AMtech Aqua Miljø.

Lignende apparater kendes fra udlandet. Fælles for dem er, at de benytter ikke-kemiske principper og har et forsvindende lille energiforbrug. 

Overordnet set bygger metoderne på hypotesen om, at vand ikke bare er en simpel væske af H2O-molekyler, men snarere "to simple væsker med et kompliceret indbyrdes forhold", som professor i fysik, Anders Nilsson fra Stockholm’s Universitet udtaler i tidsskriftet Science.

Denne nye forståelse af vand bakkes op af mange internationale topforskere, som iøvrigt lugter kommende nobelpriser i dette felt.

Hvad nu hvis kalk (eller kalciumkarbonat) udfælder forskelligt alt efter balancen mellem de to former for vand, for eksempel som den hårde calcit (som sætter sig på fliserne) eller den pulveragtige aragonit (som let kan skylles af)? Og hvad nu hvis disse apparater til vandbehandling kan forskyde balancen, så man får mindre af den irriterende calcit?

Så ville man stå med fordelene ved blødt vand, men uden at miste fordelene ved kalcium i vandet (i form af tand- og knoglesundhed) og uden at risikere bivirkninger ved kemisk behandling (for høj pH eller for meget natrium).

Den nye videnskabelige forståelse af vand føjer brikker til et kompliceret puslespil, som indvarsler en helt ny forståelse af vand. Mange nye teknologier og anvendelser vil givetvis opstå ud af denne forståelse til gavn for både miljø og beskæftigelse.

De ikke-kemiske metoder til vandbehandling har levet en skjult tilværelse, på trods af at mange store danske virksomheder og vandværker har taget dem til sig, fordi den videnskabelige forklaring har manglet.

Det kommer til at ændre sig nu. Vi skal blot have modet og måske en promille eller to af den milliardstore investering til videnskabeligt at underbygge og dokumentere effekten af de nye typer ikke-kemisk vandbehandling og sammenholde dem med de nyeste opdagelser indenfor vand.

Der er stadig håb for at vi både kan slippe for kemi i drikkevandet og for tilkalkede kaffemaskiner!