21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Boykot Europa-samarbejdet

Boykot Europa-samarbejdet

Stortinget i Norge har ikke mere end lige tildelt EU Nobels fredspris, før den danske handels- og investeringsminister allierer sig med EU i en mulig ny handelskrig.

Norge skal angribes for brud på EØS-aftalen og kravet om øget liberalisering. I den norske regerings forslag til en kommende finanslov er der budgetteret med en told på udvalgte importerede jordbrugsprodukter.

Selv kalder nordmændene det for "tollvern”. Norge er ikke selvforsynende med mad og vil derfor godt værne sit hjemlige jordbrug mod ublu konkurrence fra for eksempel deres EU-støttede kolleger i Danmark. Nordmændene er i deres suveræne ret hertil. Det er de tilmed indenfor gældende internationale WTO-aftaler vedrørende verdenshandel. 

Makrelkrigen

EUs krav om øget liberalisering gør sig dog kun gældende, når det drejer sig om fastholde EU-landes egne snævre profit-interesser, også selvom det går ud over fiskearter, der blot benytter deres naturgivne frie bevægelighed.

I midten af september vedtog Europa-parlamentet en forordning, der gør det muligt at forhindre al import af fisk og fiskeprodukter til EU fra lande, der tillader et såkaldt ikke-bæredygtigt fiskeri.

Forordningen er direkte foranlediget af den verserende makrelkrig mellem EU og Norge på den ene side og Færøerne og Island på den anden. Førstnævnte anklager sidstnævnte for at overfiske makrelbestanden i det nordøstlige Atlanterhav. Til gengæld hævder sidstnævnte med god ret, at makrellen på grund af havenes generelle opvarmning er flyttet ind i deres fiskerizone, hvorfor det i virkeligheden er EU og Norge, der overfisker. 

Norge har dog appelleret til en mildere sanktion, der følger WTO's regelsæt. Alt i mens er Færøerne og Island begyndt at lave aftaler om afsætning af fisk til Rusland og Kina.

EU splitter Norden

Afstemningsresultatet i Europa-parlamentet viste, hvorledes Europa er med til at splitte Norden. Ingen af medlemmerne fra Danmark, Sverige og Finland stemte således imod forordningen, mens tre undlod at stemme - heraf én fra det svenske Piratpartiet og to fra det danske Venstre. 

De to sidste stemmer kan tolkes som en uventet gestus til det nordiske fællesskab fra det tidligere så grundtvigianske bondeparti. Men det er nok snarere et udtryk for respekt for det danske rigsfællesskab, som Færøerne jo stadig er en del af. Vi har således endnu ikke hørt Venstre forsvare Norge i den mulige handelskrig om jordbrugsprodukter, i en debat hvor der høres ytringer om, at EU til gengæld for Norges toldværn skal standse al import af norsk fisk. 

Medlemmet af Europa-parlamentet fra Folkebevægelsen mod EU deltog for øvrigt slet ikke i afstemningen om forordningen. Et velkomment vink i retning af fremtiden med et solidarisk Norden uden krige, hvor vi hæger om folkesuveræniteten, handler bærekraftigt med hinanden og bruger energien på at udbygge det fællesskab mellem de nordiske lande, som allerede findes og styrkes globalt. Boykot Europa-samarbejdet.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2012 - 14:51   30. okt. 2012 - 15:00

Læserbrev

af Tao Kongsbak, Nordenborger