"Ja til fællesskab - Nej til forringelse". Sådan lød overskriften i indkaldelsen til den faglige stjernedemonstration ved Folketingets åbning. Demonstrationen udløser nu frustrationer over den ringe deltagelse. Måske skal vi se lidt mere på os selv for at finde svaret? Her er et stille bud.
 
I Arbejderens artikel "Afmagt" lørdag stilles spørgsmålet: "skal den aktive del af fagbevægelsen droppe protester fremover på grund af dårligt fremmøde"? Nej, vi skal vise, det nytter at protestere. Sådan svarer de tre faglige heldigvis.
 
Det var måske allerede med parolen "Ja til fællesskab - Nej til forringelser", det begyndte at gå galt. I må ikke tro jeg har noget imod fællesskab. Jeg tænker bare, at det er så "tilpas" bred en parole, at ingen kan være imod. Den kan ikke genere nogen. Den er resultatet af "godt" enhedsarbejde i fagbevægelsen. Alle kan være med!

Stillede nogen spørgsmålet: blev det for ukonkret? Eller måske mere vigtigt: Skal vi have alle med? Hvor langt vil og kan vi egentlig gå i aktionsenhedens navn?

Gør vi grin med folk? 

Med blandt andet SKÆVT-kampagnen inden valget støttede fagbevægelsen i fællesskabets navn en socialdemokratisk ledet regering. Vi fik igen et socialdemokratisk forræderi og endnu en borgerlig regering.

Var der nogen, som spurgte sig selv, om det er at betragte som "aktionsenhed", eller om det er at gøre grin med folk, når vi selv vælger at sætte repræsentanter fra regeringen på talerstolen i det, der skulle være en "protest" imod  de selv sammes førte politik?

Vi har ansvaret for at vise den anden vej, vejen til socialisme! Det kan vi ikke gøre sammen med dem, der går i den modsatte retning!

Kunne vi ikke allerede i indkaldelsen læse, at det her er en gang "pænt svagpisseri", der endelig ikke må fornærme nogen? Selvfølgelig er der ikke nogen af de socialdemokratisk ledede faglig forbund med! Vi kan da ikke forvente at få socialdemokraterne og SF'erne til at demonstrere mod deres egne ledere.

Og så er vi måske nogen, der synes at "aktionsenhedens" nødvendighed her er blevet misbrugt, når der sættes socialdemokrater og SF'ere på talerstolen. Er vi ikke dem, der skal vise, at der er en anden vej? Er vi ikke dem, der skal gå forrest i kampen? Hvorfor er det da  så vigtigt at få dem, der har snydt os, på talerstolen?

Forrædderiets pris

Arbejderne er sgu da ikke dumme! Vi kan da godt se, at socialdemokraternes og SF'ernes forræderi nu kommer til at betyde 8 år mere med en "sort" regering.
 
Måske er jeg gammeldags, når jeg omtaler socialdemokraternes politik som forræderisk? Måske har de bare ændret sig? Måske SFèrne også har ændret sig? Jeg synes nok det er temmelig "blåt" det, der kommer fra dem.  

Vi kan jo tage et eksempel som:  EU´s traktatfæstede bestemmelser om markedsorienteringer og privatiseringer, der anbefales af alle tre regeringspartier. Eller SF´s parlamentsmedlem Magrethe Auken, der nu også mener, det er godt for vores samfundsøkonomi, at vi bruger polske arbejdere, så vi skal bare lade være med at jamre og sige tak for EU´s "fri bevægelighed".
 
Nej. Vi skal ikke stå sammen med borgerlige regeringer. Vi skal sige, hvad vi mener og stå fast! Vi skal have genskabt respekten for vores holdninger! Vi har ansvaret for at vise den anden vej, vejen til socialisme! Det kan vi ikke gøre sammen med dem, der går i den modsatte retning!