EU-afstemningen i Storbritannien resulterede i, at 52 procent af vælgerne stemte for en udmeldelse af EU, og 48 procent stemte for at forblive.

Som EU-modstandere, der anser EU som et neoliberalistisk projekt i kapitalens tjeneste, der med løndumping og sparekurs har ført til, at store dele af den britiske og europæiske befolkning er havnet i arbejdsløshed og fattigdom, burde vi juble over afstemningsresultatet.

Vi burde anse det som den britiske befolknings modstand mod den britiske overklasse og den europæiske unions magtelite. Men vi jubler ikke - som antiracister er vi bekymrede, for kampagnen viste sig at blive både nationalistisk og racistisk.

De sidste uger inden afstemningen blev totalt domineret af immigrationsspørgsmålet. 

Det lykkedes for UKIP (UK Independent Party) og de konservative at vende kampagnen mod migrantarbejdere fra Østeuropa og mod de briter med udenlandske rødder, som i generationer har boet i Storbritannien. 

Den 3. juli udtalte premierminister og leder af de konservative Theresa May, at fremtiden for de EU-migranter, som bor i Storbritannien, er usikker og skal forhandles i de kommende Brexit-drøftelser. 

Højrefløjens dominans

Brexit-kampagnens økonomiske bagmand, multimillionæren og grundlæggeren af UKIP, Arron Banks har netop offentliggjort, at han overvejer at støtte op om et nyt politisk parti, som skal være for medlemmer af UKIP, Labour og de konservative. Uden hans mange milliarder ville UKIP ikke have haft dén store og dominerende betydning, som dets kampagne fik med sine racistiske og utroværdige argumenter for et Brexit.

Afstemningen om EU kunne have haft mange politisk relevante emner, hvor Labours leder, Jeremy Corbyn, der tilhører partiets venstrefløj, fagbevægelsen, samt den øvrige venstrefløj kunne have spillet en større rolle og talt såvel migranternes som de socialt og økonomisk udsattes sag.

Men det endte i stedet med at blive et opgør mellem to fløje i den konservative lejr, David Cameron som ja-siger - hjulpet af Labours højrefløj Blair og Brown - og Boris Johnson som nej-siger. UKIP hægtede sig på nej-kampagnen - og fik held til at lade Brexit handle om polske arbejdere, immigration og flygtninge. 

Ifølge Cas Mudde, forsker i højreekstremisme, blev de sidste uger op til afstemningen totalt domineret af immigrationsspørgsmålet. 

Svag venstrefløj

Venstrefløjen og fagbevægelsen fik ikke sat deres aftryk på afstemningen, og mange støttede ifølge den antiracistiske gruppe Hope not Hate et ja for at beskytte migrantarbejderne og andre udsatte grupper, som benævnes BAME (forkortelse for black, asian and minority ethnic).

Eksempler herpå er Left Leave - forkortet Lexit - et projekt, som arbejder for en udmeldelse af EU på venstrefløjens betingelser. Gruppen fik ingen gennemslagskraft, og mange fra Lexit endte med at støtte et ja til EU, da Brexit blev domineret af den nationalistiske og indvandrerfjendske højrefløj.

Ligeledes Trade Unionists Against the EU, en lille gruppe under transportarbejderforbundet TU, som bibeholdt deres støtte til Brexit ud fra et klart antikapitalistisk grundlag. Resten af TU og andre fagforbund valgte at støtte en forbliven i EU.

Flygtninge- og indvandrerspørgsmålets dominans i kampagnen blev efterfulgt af racistiske overfald og chikane. På Institut of Race Relations hjemmeside kan følgende læses: "Efter i årevis at have bekæmpet racistisk fjendtlighed over for nye grupper af immigranter kan vi starte forfra – værst er, at post-Brexit synes at have taget skammen ud af racismen."

Allerede før EU-afstemningen stod det klart, at Brexit-kampagnen ville opmuntre racisterne og tilskynde til vold mod migranter og BAME. Og der er allerede rapporter om fysiske overgreb og angreb på kulturcentre og butikker. Historien viser, at hvis sådanne fjendtligheder foregår uhindret, kan det hurtigt forvandles til noget meget værre.

Ifølge en landsdækkende politirapport steg indrapporteringen af chikane og overfald i dagene umiddelbart efter afstemningen med 57 procent. Siden er tallet mangedoblet.

Reaktioner på afstemningen

Simon Woolley, leder af Operation Black Vote kommenterer afstemningen således: ”Det er ikke sådan, at fremmedfjendtligheden, som fik indflydelse på, at nej-kampagnen flyttede fokus fra økonomi til immigration, ikke havde eksisteret før. Den findes overalt. Men den satte scenen for kampagnen; og de, der havde stået og mumlet på sidelinjen, blev opmuntret til at komme frem og indtage den.

Resultatet er beskidte beskeder til polakkerne og graffitis på offentlige bygninger, eller for eksempel at hooligans på et tog i Manchester truer en mand med ordene: Du er en skide immigrant. Forlad toget. Immigranter skal deporteres. Vi vil have vores land tilbage. Vi vil have vores tog tilbage. Vi vil ud, og vi vil have jer ud.”  

I The Independent udtaler en migrantarbejder: ”Fremmedhadet er blevet legitimeret ved denne afstemning. Flertallet af nej-sigerne er ikke racister, men racisterne bruger afstemningen til at hævde, at de er flertallet.” Mange migrantarbejdere føler, at de går en usikker fremtid i møde, især efter de konservatives udmelding om at de ikke kan garantere deres fremtidige arbejds- og opholdstilladelse i Storbritannien.

Mange ambassader fra EU-lande i Storbritannien beretter om markante stigninger i henvendelser fra EU-borgere, der ønsker at få gjort deres papirer i orden for eventuelt at skulle rejse tilbage til deres hjemland.

Fra Front National i Frankrig, Frihedspartiet i Holland, Sverigedemokratarne, Dansk Folkeparti, tyske Alternative für Deutschland og græske Gyldent Daggry kom der dagen efter afstemningen lykønskninger til nej-siden. Brexit har givet dem fornyet energi til at arbejde for exits i deres egne lande.

Marie le Pen citeres i The Guardian for at sige, at Storbritannien har startet en bølge, som ikke kan stoppes. På www.nltimes.nl udtaler Geert Wilders: ”Vi vil bestemme over vores eget land, vores egne penge, vores egne grænser og vores egen immigrationspolitik”. Og i Spiegel siger han, at Holland skal ud af EU, og grænserne lukkes for at stoppe islamiseringen.

Venstrefløjen i Europa må derfor fokusere på baggrunden for den fremmedfrygt, der kan have været afgørende for afstemningsresultatets Brexit, og må drøfte, hvorledes den voksende racisme kan imødegås både i og udenfor Europa.

Forkortet af redaktionen.

Foreningen Demos arbejder for retten til modstand - mod nationalisme, fremmedhad og fanatisme.