Hvilke konklusioner bør venstrefløjen drage oven på ja-flertallet ved overenskomsten? Jeg mener det står klart, vi har brug for et opgør med "den danske model". Sandheden er jo, at der var massivt nej-flertal i flere af de store forbund og erhverv, men på grund af den arbejdsgivervenlige danske model så kunne afstemningerne sammenlægges, så det blev et samlet ja.

Septemberforliget, som den danske model bygger på, blev indført efter at arbejdsgiverne vandt storkonflikten i 1899.

På den måde presses en overenskomst ned over hovedet på hele brancher, der har stemt massivt nej, blot fordi nogle helt andre erhverv har stemt ja. Det er ikke særlig demokratisk, og det er helt klart til ulempe for arbejderklassen.

Der er en udbredt myte i store dele af fagbevægelsen og på venstrefløjen om den danske models fortræffeligheder.

Ingen sejr for fagbevægelsen

Den bliver endda jævnligt omtalt, som om det var en storslået sejr for fagbevægelsen, da den blev indført efter storkonflikten i 1899. Men sandheden er det modsatte. Septemberforliget, som "Hovedaftalen" og den danske model bygger på, blev indført efter at arbejdsgiverne vandt storkonflikten i 1899 og næsten knækkede fagbevægelsen.

Formålet med aftalen var en gang for alle at forhindre, at fagbevægelsen nogensinde kunne true arbejdsgiverne/kapitalisternes kontrol over produktionen og administration af virksomhederne.

Til gengæld for anerkendelse af fagforeninger (altså at man ikke må fyres for at være med i en fagforening), så accepterede fagforeningerne ikke at ville lave samfundet grundlæggende om samt en lang række regler, der kraftigt begrænser retten til at strejke og kæmpe for bedre arbejdsforhold.

Dermed endte mange års succes med brug af "strejkeskruen", hvor virksomheder skiftedes til at strejke, mens andre arbejdere i arbejde støttede dem økonomisk. En taktik der havde sikret støt stigende lønninger og faldende arbejdstid.

Brug for nye ledere

Hele den danske model er baseret på at forhindre strejker og åben kamp fra fagbevægelsens side mod arbejdsgiverne. Ikke mindst forligsinstitutionen, bodssystemet og de absurde stemmeregler for overenskomsterne med sammenlægning af afstemningerne på tværs af brancher.

Men der er ingen grund til, at vi stadig spiller efter disse arbejdsgivervenlige regler. Da fagbevægelsen tabte konflikten i 1899, var arbejderbevægelsen ung. I dag er vi langt flere og langt stærkere.

Vi ville nemt kunne vinde en ny storkonflikt og sikre et helt nyt system med bedre overenskomstforhold, en arbejdsret, der ikke står på arbejdsgivernes side, et reelt demokratisk forhandlingssystem og en fjernelse af alle begrænsninger i strejke-, blokade- og aktionsretten.

Det eneste vi mangler er viljen til at kæmpe. Vi har brug for nye ledere af fagforeningerne. Ledere der reelt repræsenterer deres medlemmers interesser og er parat til at kæmpe for dem. Og som ikke er bange for at gøre op med fortidens nederlag og begrænsninger på vores frihed til at kæmpe!

Venstrefløjen må bygge på den udbredte frustration blandt medlemmerne med overenskomsten og bygge stærkere netværk for at få udskiftet de ledere, der støttede den.

Tiden er ikke inde til at acceptere et resultat trukket ned over hovedet på de brancher, der stemte nej. Stillads- og slagteriarbejderne har gået forrest i kampen mod blokader af 3F og strejker. Vi må støtte de protester og bygge på dem, for at 3F, malerne, jernbane-, slagteri- og stilladsarbejderne og deres forbund må bryde med stemmesammenlægningen, følge flertallet hos deres medlemmer og gå i åben kamp mod 42-timers arbejdsuge, social dumping og spinkle lønstigninger!