07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Buschaufføren og statsministeren

Buschaufføren og statsministeren

Måske kunne en buschauffør også godt tænke sig at stå på Folketingets talerstol. Så kunne han sige et par velvalgte ord til statsministeren.

FOTO: Jens Astrup/Scanpix
1 af 1

Den største ulighed i Danmark er efter min mening forskellen mellem Danmarks befolkning og politikerne på Christiansborg. Forleden dag hørte jeg i radioen vores statsminister udtale fra Folketingets talerstol: "I Danmark har vi ikke et ulighedsproblem".

Hvad bilder du dig ind, Lars Løkke? Jeg mener netop, at det er dig og resten af blå blok, der skaber uligheden i Danmark, og den største ulighed er mellem befolkningen og Christiansborg.

Pensionsalderen er et af de helt store emner, der bekymrer mig selv og størstedelen af befolkningen.

Jeg kan jo starte med at sammenligne din løn med min. Med få tast på lommeregneren kan jeg se, at hvis du har samme timeløn som jeg, så vil du arbejde næsten 22 timer i døgnet, 365 dage om året. Desuden nævnte du i nytårstalen, at du havde set Matador hen ved 20 gange, så du er en travl herre, må jeg nok have lov til at sige.

Lighed for loven?

Jeg er buschauffør – og kører på næsten alle tidspunkter af døgnet, mange timer i træk. Jeg har et stort ansvar overfor passagerer og medtrafikanter. Det er mentalt hårdt, da jeg skal overholde køreplanen, læse trafikken og samtidig besvare spørgsmål fra passagerne om hvornår og hvor de skal af.

Pensionsalderen er et af de helt store emner, der bekymrer mig selv og størstedelen af befolkningen (hele 73 procent er imod yderligere hævelse af pensionsalderen). Den bliver skubbet foran os hele tiden med påstanden om, at vi bliver ældre og ældre, og at det er den eneste måde at bevare velfærden på.

Men Folketinget er åbenbart undtaget fra de regler. I Ekstrabladet læste jeg, at folketinget er ved at vedtage en lov, hvor folketingsmedlemmerne kan vælge at gå på førtidspension fem år før den til en hver tid gældende folkepensionsalder. Og hvor flere af dem vil kunne få op til 45.000 kroner om måneden til den dag, de går rigtig på pension. Hvorfor har befolkningen ikke samme mulighed?

Du lyver, Lars Løkke

De fleste danskere har en arbejdsmarkedspension. Men med en almindelig løn er det umuligt at komme i nærheden af de pensioner, som folketingspolitikere vil kunne få. Dernæst er det jo næsten umuligt at få tilkendt førtidspension, kan jeg konstatere efter at have kigget på Danmarks statistik.

Fra ferde kvartal 2015 til tredje kvartal 2016 var antallet af danskere på førtidspension faldet med næsten 7.600. Det viser tydeligt, at lønmodtagere, der ikke sidder i Folketinget, og ikke selv kan lovgive til deres egen fordel, har meget svært ved at få den førtidspension, de fortjener. At der ikke er ens muligheder for alle, skaber utryghed. Og utryghed er lig med ulighed, Lars Løkke. 

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at stå på Folketingets talerstol lige nu og sige til dig: "Når du siger, at vi ikke har et ulighedsproblem, så lyver du, Lars Løkke”!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jan. 2017 - 08:17   26. jan. 2017 - 08:20

Læserbrev

af Kenneth Rasmussen, buschauffør, Tørring