Den nye regerings grundlag opremser mange emner, som de ønsker at tage fat på. Men siden om, hvordan vi kan spare milliarder på et bedre og mere sikkert arbejdsmiljø er helt blank.
Et bedre arbejdsmiljø kræver et stærkere Arbejdstilsyn. Det koster penge, og derfor nytter det ikke med svingende, midlertidige bevillinger.
Et godt sted at spare på offentlige og private udgifter er gennem en systematisk forebyggende indsats i arbejdsmiljøet.
Det kræver en bedre bemanding i form af faste stillinger i modsætning til de sidste mange års kortere projektansættelser. Desuden skal Arbejdstilsynet have flere sanktionsmuligheder overfor virksomheder, der ikke kan eller vil sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
Men der skal mere til for at forhindre at 40.000 danskere årligt udsættes for alvorlige ulykker og 20.000 hvert år påføres erhvervssygdomme.
Jeg foreslår, at regeringen tager fat her:
- Alle ansatte skal kunne vælge en arbejdsmiljørepræsentant. Arbejdsmiljørepræsentanter skal have bedre uddannelse, bedre beskyttelse mod afskedigelse og ret til at gribe direkte ind, når kollegernes helbred er truet.
- Fagforeningen skal have adgang til virksomhederne og besigtige arbejdsmiljøforholdene.
- Arbejdsmiljørådgivning skal genindføres, og alle jobområder skal være omfattet af rådgivning.
- Der skal være arbejdsmiljøkrav i alle udbud, herunder kædeansvar.
- Det psykiske arbejdsmiljø, herunder stress, skal kunne forfølges på samme måde som giftige kemikalier eller ulovlige stilladser.
- Arbejdsmiljøloven skal strammes betydeligt op, således at arbejdsgivere mister retten til at drive virksomhed, hvis de ikke overholder loven. Direktører og arbejdsledere, som bryder loven skal kunne fratages deres ret til at udøve ledelse.
- Langt flere arbejdsskader skal anerkendes – især psykiske arbejdsskader.
- Dereguleringen fra EU af lovgivningen på arbejdsmiljøområdet skal bekæmpes.
Det positive ved at investere i et bedre arbejdsmiljø er, at pengene kommer hurtigt igen i form af sparede udgifter til sygedagpenge og sygehusudgifter. Det koster i dag samfundet mere end 64 milliarder kroner om året at have et dårligt arbejdsmiljø i sygefravær, tabt produktion, medicin og sygehusudgifter. Oveni kommer den menneskelige smerte.
Et godt sted at spare på offentlige og private udgifter er gennem en systematisk forebyggende indsats i arbejdsmiljøet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278