Efter at have arbejdet i lidt over et år i en integreret daginstitution, samt tidligere at have arbejdet som uddannet lærer i flere år, oplever jeg, at vi bevæger os hen imod, at danske børn bliver standardiserede midler i et spil om økonomi og samfundets (læs: erhvervslivet og den politiske elites) ønsker, og i stadig mindre grad bliver mål for deres egen dannelses- og udviklingsproces.

Jeg oplever i dagligdagen i den daginstitution, hvor jeg arbejder, hvordan de timer, som man som pædagogisk personale skal bruge på især dokumentation og skemaer, går fra omsorgen med børnene og spontaniteten i hverdagen. Og dette sker desuden stik imod kommunens og regeringens egne ord om dokumentationsprocessen, med buzzwords som "anerkendende pædagogik", "tryghed" og "rummelighed".

Denne tendens er dog på ingen måde et løsrevet eksempel.  Især inden for de sidste 10-15 år har en nyliberal tankegang, der har gennemsyret det offentlige system under betegnelsen New Public Management, i stigende grad omdannet de danske daginstitutioner og skoler til udbydere af fremtidig arbejdskraft. Her forbereder daginstitutionerne børnene på skolen og skolen børnene på arbejdslivet, og ikke som førhen, hvor pædagogikken i højere grad tog udgangspunkt i børnene selv og deres dannelse som hele mennesker.

Nogle af de steder hvor man tydeligst kan se forandringerne i landets daginstitutioner, er igennem et stigende dokumentationspres og et øget fokus på kompetencer, hvilket er med til at standardisere det pædagogiske arbejde og fjernstyre eller kontrollere medarbejderne. En standardisering, der eksempelvis sker ved, at det pædagogiske personale i højere grad bliver nødt til at fokusere på aktiviteter, der skal kunne måles, vejes og skematiseres, og hvor de derfor nemt kan fortabe sig i detaljer i stedet for at arbejde med det overordnede formål med deres arbejde, nemlig børnenes ve og vel.

Og dokumentationen skal tilmed udføres, uden at der er tilført flere timer eller mere personale til daginstitutionerne, hvorfor det tager tid og fokus fra pædagogiske opgaver, såsom trøstning og generel individuel opmærksomhed til børnene.

Tværtimod er daginstitutionsområdet blevet kraftigt beskåret igennem de seneste år - omkring 20 procent i løbet af de ti år, hvor VK har haft regeringsmagten, samtidig med at personaletallet de sidste ti år skønnes at være reduceret med cirka 10 procent set i forhold til børnetallet ifølge en rapport fra FOA.

Den seneste lovgivning på daginstitutionsområdet, dagtilbudsloven, har ændret sigtet i forhold til den tidligere lovgivning med krav om at man skal "fremme børns læring" og "udvikling af kompetencer". Desuden kræver dagtilbudsloven, at alle dagtilbud udarbejder "en skriftlig læreplan".

1997-loven havde derimod et mere almentdannende sigte, der blandt andet havde som formål, at "give barnet rum til at lege og lære og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne".

Men måske er målet med regeringens – såvel den tidligere som den nuværende – og kommunernes flotte hensigtserklæringer på dagtilbudsområdet i højere grad at dække over deres stadige besparelser, samt i højere grad end før at fjernstyre pædagogikken på landets daginstitutioner, så den er med til at skabe borgere med de rette "kompetencer"?

Men hvis ønsker at bibeholde velfærden i vores samfund, og her mener jeg velfærd i en bredere forstand end blot økonomisk, så kræver det altså at børnene i vores samfund møder en mangfoldig pædagogisk virkelighed, der tager udgangspunktet i det pædagogiske personales egne erfaringer, for kun disse erfaringer kan ramme den heterogene børneflok, der findes i landets institutioner, og ikke en ensporet, centralt dikteret tankpasserpædagogik.