For tiden diskuteres livligt, om det var rigtigt af Enhedslisten at sætte sin underskrift på en blå finanslov. Skulle de hellere have ladet S-SF-R lave forlig med Venstre ? Øger det forvirringen og desillusioneringen eller vinder vi lidt tid ?

Jeg forstår udmærket, at der er massive frustrationer over det elendige finanslovsresultat. Men jeg synes, at der i den grad trænges til nu at blive skiftet fokus. Vi skal ikke bruge vores energi på for 117. gang at diskutere, hvad der sker på Christiansborg. For det er ikke her, der kan rykkes på brikkerne.

Det er som om, at vi fuldstændig har glemt den gamle lærdom om, at al forandring kommer nedefra. Siden regeringen kom til for 14 måneder siden har hele den folkelige - og ikke mindst faglige modstandsbevægelse stået bomstille! I stedet raser vi over Margrethe Vestager som årsagen til, at det går helt galt for den røde politik. Men sådan kan man jo kun sige, hvis man tror, at alt afgøres på det parlamentariske plan.

De parlamentariske illusioner er traditionelt meget stærke i den danske arbejderklasse, og netop derfor bliver frustrationerne og modløsheden så udtalt. For folk kan ikke se nogen vej ud af moradset med et Socialdemokrati og SF, der mere og mere åbenlyst markerer sig på neoliberale holdninger. Folk ser ikke for alvor, at vi selv kan forandre det.

Den kamp, som de sydeuropæiske arbejdere kæmper lige nu, er også vores kamp, for vi er koblet op på samme udvikling via EU´s finanspagt og euroen.

Den udenomsparlamentariske kraft er og forbliver den kraft, der kan skrive historie. Selv hvis regeringen havde været arbejdervenlig, havde der skullet mobiliseres modstand fra bunden for at skabe resultater. Vi på venstrefløjen og i fagbevægelsen bærer et stort ansvar for, at vi fandt os i, at den mobilisering, der var blevet skabt op til valget (især Skævt-kampagnen) , blev lagt død igen. Havde vi dér fortsat og videreudviklet modstanden, fundet nye veje til at forny den faglige kamp, organisere en stærk social bevægelse, herunder en stærk arbejdsløshedsbevægelse, - ja så havde meget måske set anderledes ud i dag.

Dyre lærepenge. Men så må vi da have lært lektien nu! Vi står overfor et massivt angreb på løn- og arbejdsvilkår og på overførselsindkomsterne. Den kamp, som de sydeuropæiske arbejdere kæmper lige nu, er også vores kamp, for vi er koblet op på samme udvikling via EU´s finanspagt og euroen.

Vi må påbegynde det lange seje træk med at organisere fra bunden igen. Det vil tage tid, før det giver bonus. Men jeg tror, at selv små skridt kunne være med til at give ny tro på, at det nytter. Så lad os bruge vores energi og diskussionslyst på at løfte denne opgave.