I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Der har jeg rod, derfra min verden går. Sådan skrev H.C. Andersen i 1850 eller deromkring og tænk sig, at der er mennesker der tillader sig at elske sit fædreland, hvad bilder de sig ind? Heldigvis har dele af venstrefløjen da også gjort det til sin primære opgave at skubbe disse over i favnen på Dansk Folkeparti og Lars Løkke Rasmussen, og ja de findes også i Enhedslisten. 

Men venstrefløjen kan klappe hinanden på skuldrene, for de er internationalister - godt nok har de glemt, at der et nationalt i internationalt.

Tænk sig, at der er helt almindelige mennesker rundt omkring i lejligheder, villakvarterer og andelsboliger, der værdsætter det fædreland, der danner rammen om et liv med gratis uddannelse, lige adgang til sundhedsvæsenet, gode betingelser for kulturen og indflydelse på eget liv.

Tænk sig, at der er mennesker, der ser deres børn lege glade og trygge i haven eller på den fælles legeplads ved lejlighedskomplekset, der ikke kan forstå, at de ikke har forstået en skid, for de ved ikke, at lykken er en smadret stat og det blinde oprør - for enhver pris vel at bemærke.

Når venstrefløjen skammer glæden væk ved alt det dejlige, trygge og sikre, som fædrelandet også er for mange helt almindelige lønmodtagere, så bliver disse lønmodtagere altså ikke revolutionære socialister, der farer ud med høtyve og fakler over en nat, tværtimod. Så konstaterer de - at deres billede på frihed, tryghed og lighed ikke stemmer overens med den brølende venstrefløj, og så vælger de det næstbedste.

Den største trussel

Men det næstbedste er i virkeligheden den allerstørste trussel imod alt, hvad de havde kært - hos Dansk Folkeparti får de brudte løfter og splittelse, mens de hos Lars Løkke kan hente grådighed, nok i sig selv og en fædrelandskærlighed, der lige præcis ikke rækker længere end til skatteunddragelsen i Panama.

Men venstrefløjen kan klappe hinanden på skuldrene, for de er internationalister - godt nok har de glemt, at der er nationalt i internationalt, og godt nok har de misset chancen for at tilkæmpe sig en egenlig styrkeposition, hvor de kan sætte handling bag de store ord om international solidaritet.

For mens de hader fædrelandet, kan skiftende regeringer bruge den forlorne fædrelandskærlighed til at skære i velfærden, plante had og ikke mindst igen og igen skære på den ulandsbistand, der i mangel af bedre var det halmstrå, millioner af mennesker var afhængige af i verdens mest trængte områder.

Men venstrefløjen har heldigvis ingen skyld - de er rene og ranke, de kan med god samvittighed betragte fædrelandet i mudderet, med Pia Kjærsgaard som formand for det danske parlament og med en lille svindler som statsminister. Og så kan de gentage stolt: vi hader fædrelandet, og det er alle de andres skyld, at vi er havnet her.

Måske man skulle overveje kursen? 

Forkortet af redaktionen