17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark spiller Lotto

Danmark spiller Lotto

I gamle dage betød "kommune" fællesskab, men i dag oplever mange mennesker, at kommunen er en modstander, der undergraver folks ret eller tilbageholder information om regler overfor borgerne.

Nu er det store politiske lottospil gået i gang i Danmark. Og mange mennesker kan godt se, at der ikke var gevinst på "spillepladen" ved sidste valg. Der var alt for mange nittere, som kun gav ærgrelser, pligter og byrder. 

Og netop nu er politikerne smilende venlige på valgplakaterne. For de har jo mistet deres legitimitet ved løftebrud og ikke mindst efter alle de løgne, der fremkommet fra EU-tilhængerne, hvor EU også har "bundet" hænderne på både landspolitikerne og de lokale.

Vi ser jo, at casino-økonomien heller ikke har kunnet fungere uden bankpakker og andre statsgaranterede redningskranse til finanskapitalen, medens man har travlt med at privatisere alt og alle efter opskriften: svindel og humbug.

Borgerne skal angive hinanden

Mange vælger sofaen, og derfor har politikerne igangsat en kampagne for at få folk til at stemme, og en særlig opmærksomhed får de unge og nydanskerne, - thi de unge kan man jo stadig narre, medens de ældre er godt træt af de politiske narrestreger.

I dag kender man ganske få i kommunalbestyrelsen, hvor de sidder og gnider på "Aladdins lampe" for at trylle penge frem

I gamle dage betød "kommune" fællesskab, men i dag oplever mange mennesker, at kommunen er en modstander, der undergraver folks ret eller tilbageholder information om regler overfor borgerne, tilbageholder retningslinier for et procesforløb, og hvor folk så må anke og anke fordi "kommunen løber om hjørner med folk" eller foretager forkerte skøn, fordi fortolkningerne efter gummiparagraffer er vidtløftige.

Og samtidig har kommunerne sat gang i en "støvsugerbande", der skal finde penge, og "brunskjorterne" er trængt ind på rådhuset, og vil have befolkningen til at angive hinanden. Man vil endda have boligforeningerne til at angive folk, selvom dette formål ikke fremgår af boligforeningernes vedtægter.

Afstanden til de folkevalgte er øget

Strukturreformen i 2007 medførte, at man fremover kun havde 98 kommuner, hvor man tidligere havde 275 kommuner. Det vil sige 64 procent færre kommuner. Og der skulle vælges 2520 kommunalbestyrelsesmedlemmer på landsplan i 2005 mod 4607 kommunalbestyrelsesmedlemmer i 2001. Det svarer til et fald på 45 procent. 

De 14 amter forsvandt og blev erstattet af fem regioner. Det svarer til en reduktion i antallet af regionale enheder på 64 procent. Der skulle vælges 205 regionsrådsmedlemmer i 2005 mod 374 amtsrådspladser før strukturreformen. Det svarer til et fald på 45 procent. Så der blev færre politikere til at forvalte større landområder, større befolkningsgrupper med en voksende og kompliceret økonomi og med tusindvis af opgaver.

Folkets repræsentation i forhold til befolkningstallet blev mindre. Det er en afvikling væk fra nærdemokratiet, som samtlige partiprogrammer omtaler i smukke ordblomster. 

I dag kender man ganske få i kommunalbestyrelsen, hvor de sidder og gnider på "Aladdins lampe" for at trylle penge frem, samtidig med at døden og vilkårligheden er grænseoverskridende på sygehusene, hvis man da ellers har et sådant i lokalområdet.

Og nu rejses der krav i dagspressen om, at kommunalpolitikerne skal have mere i løn. Men samtidig tilbageholder journalisterne information om det fryns kommunalpolitikerne får, som de i øvrigt ikke betaler skat af: gratis bespisning her og der, konferencer eller rejser med overnatning, dækning af kørselsudgifter, telefoni og gratis pc, gratis adgang til svømmehal og stadion, valgtilskud med mere.

Og vi kan vi jo se på mødestatistikken, at nogle har meget vanskeligt ved at møde op til kommunalbestyrelsesmøderne. De bliver bare væk.

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. nov. 2013 - 09:21   14. nov. 2013 - 09:30

Læserbrev

af Per Benny Paulsen, Esbjerg