I sidste uge kom Dansk Byggeri med deres årlige vurdering af kommunernes erhvervsvenlighed. Det plejer at betyde, at alle kommuner lige løber listen igennem for at se, hvor erhvervsvenlige Dansk Byggeri synes, de er.
Men, hvis kommunerne løber listen igennem for at få en vurdering af erhvervsvenligheden, så er det skønne spildte kræfter. For kigger man undersøgelsen efter i sømmene, så vil man se, at det i virkeligheden er alt muligt andet end erhvervsvenlighed, som kommunerne bliver målt på.
Faktisk bliver kommunerne blandt andet målt på, hvor nemt det er at omgås reglerne og slippe for at tage et ansvar.
Faktisk bliver kommunerne blandt andet målt på, hvor nemt det er at omgås reglerne og slippe for at tage et ansvar. Det tæller for eksempel ned, hvis en kommune har indført et kædeansvar, som gør, at en hovedentreprenør er ansvarlig for, at regler om eksempelvis løn og arbejdstid overholdes af deres underentreprenører.
Og det tæller yderligere ned, hvis den samme kommune også har en kontrolinstans, som undersøger, om reglerne rent faktisk bliver overholdt. Argumentet er, at det er bøvlet for virksomhederne at skulle tage ansvar for underentreprenører, og det er dobbelt bøvlet, hvis der også er nogen, der holder øje med, om de rent faktisk gør det.
Hvis det virkeligt er så bøvlet, at bygge med klausuler, lærlingekrav og kontrol heraf, så er der påfaldende tilfredshed hos de virksomheder, der efterlever dem i Aalborg kommune og Region Nordjylland. Jeg mener faktisk virksomhederne skal have stor ros og tak for at leve op til deres ansvar.
Listen er derfor langt mere brugbar for virksomheder, der ikke har rent mel i posen, end den er for kommunerne. For virksomheder, der ønsker at gå til kanten eller længere, de kan slå op i Dansk Byggeris liste og se i hvilke kommuner, man kan slippe afsted uden at tage et ansvar og ved at benytte sig af underentreprenører med underbetalt udenlandsk arbejdskraft.
Virksomhederne kan endda se, hvor de helt kan undgå kontrol med de her forhold. De kan bare kigge efter de kommuner, som scorer højt på de parametre i Dansk Byggeris undersøgelse.
Vi ved, at Dansk Byggeri laver den her vurdering hvert år, så frem mod næste år vil jeg anbefale Dansk Byggeri at lave om i kriterierne, så listen rent faktisk kan bruges af kommunerne og ikke bare af de få plattenslagere, der desværre er på det danske arbejdsmarked.
Sæt jeres undersøgelse sammen, så det giver et godt resultat at skabe rammerne for ordentlige virksomheder. De virksomheder, der betaler deres skat, tager ansvar for at få uddannet fremtidens bygningsarbejdere og ikke er bange for at tage ansvar for et arbejdsmarked på ordentlige vilkår.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278