16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk krigsindsats og Guernica

Dansk krigsindsats og Guernica

De sidste fire krige mod lande med diktatoriske ledere har ikke skabt fred og demokrati. Men våbenindustrien kan være tilfreds.

Her ses en gengivelse af Picassos Guernica på muren omkring Reina Sofia Museet i Madrid
FOTO: nl.wikipedia.org
1 af 1

Efter Obamas besøg i Europa, hvor han sammen med Anders Fogh fik overbevist NATO og NATO-landene om nødvendigheden af en kraftig oprustning sikkert til stor glæde for våbenindustrien, er der fundet mulighed for en krigsindsats mod "dæmonerne” i Islamisk Stat (IS).

Her er der brug for de dødbringende produkter fra den amerikanske og europæiske våbenindustri. USA har fundet sin krig og indtjening på våbenproduktionen.

De danske politikere hopper i med begge ben, når trommerne lyder fra USA. Bliver man ikke klogere? 

At det så som en sidegevinst giver en begrundelse for at gå ind militært i Syrien ad bagdøren, når nu Putin havde forhindret en indsats mod Assad ad fordøren, er sikkert til stor tifredshed for Nato og Obama (hvis ikke det har været den egentlige plan med indsatsen?)

Det kan lyde naivt og kynisk, at krige sammen med andre interesser styres af våbenindustriens behov og de angribende landes interesse i at øge bruttonationalproduktet.

I USA's fodspor

Men de sidste fire krige har i hvert fald ikke forbedret forholdene for landenes befolkning. Tværtimod har det bragt død og elendighed, forarmelse og kaos, efter at man har dræbt de påståede tyranniske herskere.

De danske politikere hopper i med begge ben, når trommerne lyder fra USA. Bliver man ikke klogere? Hvem husker ikke sagen om Saddam Hussiens masseødelæggelsesvåben? Flere borgerlige politikere "troede ikke, han havde dem”, de "vidste, han havde dem". På trods af våbeninspektørernes erklæring om det modsatte. Hvem siger, vi altid får sandheden at vide af politikerne?

Nu sender Folketinget syv F16-jagere til bombninger i Irak. Mig bekendt er der endnu ikke opfundet bomber, der kan skille civile, børn og voksne personer fra militante krigere.

Lad Guernica tale

Mon der findes kunstnere i dag, der forsøger at skildre rædslerne efter de seks danske F16-jageres nedkastning af mere end 900 bomber i Libyen, ligesom Picasso skildrede rædslerne efter den tyske bombning under den spanske borgerkrig af byen Guernica i billedet Guernica.

Det kan anbefales alle kunstinteresserede og fredselskere at se programmet "Vilde værker: Picasso" på DRK. Det blev sendt den første oktober, men kan stadig ses på DR.dk (Det burde være en pligt for krigsgale og politikere!)

Det ville være lærerigt og tankevækkende at betragte Picassos billede, før der træffes beslutning om at sende bombefly afsted.

Billedet Guernica burde hænge i folketingsalen for at påminde folketingsmedlemmerne om, hvad de gør, når de sender Danmark i krig.

Da en FN delegation besluttede at fremlægge deres plan om en militær intervention i Irak i februar 2003, skulle der efter Colin Powells tale af holdes et pressemøde. I lokalet hang der en reproduktion af Picassos Guernica, og uha nej, skrigende kvinder, brændende huse og døde børn. Det kunne jo ophidse folk. Så man skjulte det med et tæppe.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2014 - 09:07   07. okt. 2014 - 09:15

Læserbrev

af Frode Mahnecke, Aarhus