Som tidligere langfartsmatros og navogationsofficer i den danske handelsflåde finder jeg det dybt beklageligt, at Justitsministeriet ikke finder anledning til at hædre vore hedengangne og overlevende kollegers indsats under Anden Verdenskrig ved at indføre en national flagdag.
Ministeriet mener nemlig ikke, at krigssejlernes indsats for Danmar er af "særlig national betydning", selvom de frivilligt kæmpede, sejlede og døde for den frihed, som blev vores.
6000 danske søfolk i danske skibe fordelt over hele kloden søgte alle i allieret krigstjeneste, og blev derved Danmarks første frihedskæmpere.
Ved Nazitysklands besættelse af Danmar var der cirka 6000 danske søfolk i danske skibe fordelt over hele kloden. De søgte alle i allieret krigstjeneste, og blev derved Danmarks første frihedskæmpere. Trods store tab blev de ved med at opretholde forsyningslinjerne, som gjorde det muligt for USA og Storbritannien at opretholde aksemagterne.
Danske søfolk måtte dengang sejle under tysk kommando, men de sejlede for Danmark og opretholdt forsyningen af deres fædrelands behov samt hjembragte vitale oplysninger fra de tysk-besatte havne, som ad forskellige kanaler kom den allierede krigsindsats mod nazismen til gode.
Fælles for dem alle er, at de i Danmarks interesse frivilligt udstod risikoen for at blive bombet, torpederet eller minesprængt af den respektive fjende, med store tab og personlige omkostninger til følge.
På 70-årsdagen for D-dag blev Danmark anerkendt som fuldbyrdet allieret nation, hvorfor Dannebrog nu vajer over Normandiets strande. Dette er sket på baggrund af 800 danske søfolks indsats på invasionsdagen. Alligevel mener justitsministeriet ikke, at krigssejlerne fortjener en flagdag. Hvad mener du?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278