For de udfaldstruede var der kun flotte ord om fælleskab at varme sig ved, da statsministeren holdet sin nytårstale i år. Talen var en skuffelse, når man havde forventet et bud på løsninger, både når det gælder om at skabe nye arbejdsplaser og ikke mindst for de 50.000, som har fået brev om, at de ryger ud af dagpengesystemet det næste halve år.

Nu er katastrofen over os, og hver dag vil flere blive kastet ud i en fuldstændig uholdbar økonomisk situation og stå helt uden sikkerhedsnet. Akutpakkerne har vist sig at være ren varm luft. Regeringen ynder at tale om sin store økonomiske ansvarlighed. Men man er ikke klar til at tage ansvar for egne beslutninger, det er vigtigt at holde politikerne fast på, at problemet med de mange tusind, som mister deres livsgrundlag, er skabt på Christiansborg og det skal løses på Christiansborg.

Forudsætningerne har vist sig ikke at holde, teorien om, at hvis man tager pengene fra folk, så skal de nok finde arbejde holdt ikke. Derfor må regeringen æde sine ord og skabe en varig løsning på dagpengeproblemet. Der er brug for at rulle dagpengereformen tilbage, uanset hvor stjernelykkelige de radikale er for den. Ellers er det svært at se, hvordan regeringen og fagbevægelsen igen skal kunne finde fodslag.

Desværre er signalerne fra regeringen de modsatte, man holder stædigt fast og er klar til at ofre de udfaldstruede. Og det på trods af, at regeringens egne prognoser viser, at problemet kun vil vokse, 50.000 er i fare i år og nye kommer til, så længe der ikke sættes ind for at skabe beskæftigelse.

Det er ikke nok at sige, at man føler med dem, der mister dagpengene. Bevidst eller ubevidst er regeringen i gang med at skabe tyske tilstande på det danske arbejdsmarked. Med vold og magt, er man i gang med at skabe et nyt fattigdomsproletariat, som vil være klar til at arbejde på hvilke som helst vilkår. Working Poor hedder det. Vi får snart brug for en dansk oversættelse for, hvis udviklingen fortsætter.

Der et sket et skred i holdningen til arbejdsløse, som har overtaget den rolle "de fremmede" havde, da Dansk Folkeparti svang taktstokken. Nu kan man tillade sig at sige hvad som helst, om mennesker, der har mistet deres arbejde. Desværre har regeringen ikke spillet op imod den udvikling, men tværtimod selv bidraget til den.

Vestagers konklusion står i al sin oprørende kynisme fast: Sådan er det jo. Det er stadig regeringens pejlemærke. De såkaldte reformer skal fortsættes, og der skal med statsministerens ord være flere hænder klar til at tage fat, når krisen vender. Regeringen har stadig øjnene stiftet rettet mod at øge arbejdsudbuddet og holde lønningerne nede.

I min ordbog betyder reformer fremskridt. Det er noget positivt, men regeringens "reformer" har hidtil været forlig, som kun har sparket nedad. Hidtil har forligene med højre side i folketingssalen kun har ramt de dårligst stillede. Det gælder senest fleksjob- og pensionsreformen. Og vi kan se frem til forlig om kontanthjælp og SU, som peger samme vej.

Et er, at regeringen ikke selv vil sætte gang i beskæftigelsen. Noget andet er, at de også aktivt forhindrer kommuner og regioner i at slippe de op mod ni milliarder kroner løs, som kommunerne er klar til at investere. Det ville dog ellers være et første skridt mod at skabe virkelige job. Men nej, det afvises blankt med en henvisning til, at "vi har lovet EU at holde budgetrammen", og luftige forklaringer om, at hvis husholdningsbudgettet ikke stemmer, så mister markederne tilliden, og så vil det koste endnu flere arbejdspladser.

Det er svært at se, hvad de arbejdsløse og vi andre kan bruge den slags forklaringer til. Meningsmålingerne taler sit klare sprog: Dem, der bragte regeringen til magten, har mistet tilliden. Og så hjælper det måske ikke regeringen så meget, at den i stedet har vundet finansmarkedernes tillid.