Enhedslisten overvejer at foretage selvstændig opstilling til det kommende EU-parlamentsvalg. Inden den beslutning eventuelt træffes bør Enhedslisten stille sig selv spørgsmålet: Vil en selvstændig opstilling styrke den samlede EU-modstand eller ikke? Efter min mening er svaret nej.

Det vigtigste i EU-modstanden har hele tiden været, at verden er større end EU, og at nationernes selvbestemmelsesret er helt central.

Folkebevægelsens historie fra 1971-72 og frem til i dag er historien om organisationers og enkeltpersoners vilje og evne til at indse, at EU-spørgsmålet deler den danske befolkning på en helt anden måde end mange andre spørgsmål. Og at indse, at her bør partipolitiske særinteresser ikke stille sig i vejen for den bredest mulige samling omkring EU-modstanden.

Bredde i modstanden

Forfatteren og maleren Hans Scherfig udtrykte det i 70èrne på en lidt anden måde: "Når båden er ved at synke,- ja, så kan man blive enige om at øse".

Det store arbejderparti, Socialdemokratiet, var stort set delt på midten i 1972, da der skulle stemmes ja eller nej til at indtræde i EU (dengang EF). En del borgerlige partier havde også problemer med både deres medlemmer og vælgere i sagen om EU.

Socialdemokratiet opfandt efterfølgende deres kampagne om "Økonomisk Demokrati", hvorefter arbejderklassen skulle have overtaget den økonomiske magt i danske virksomheder – så vidt jeg husker -  omkring 2025. Den kampagne fik ikke mange leveår.

Folkebevægelsen mod EU stiftedes i bevidtheden om, at EU-modstanden samler store dele af den danske befolkning,- ganske på tværs  af traditionelle partiopfattelser. Ingen enkeltpersoner, partier, fagforeninger eller andre organisationer opgav deres særstandpunkter, fordi de tilsluttede sig Folkebevægelsen, men de valgte indenfor rammerne af Folkebevægelsen at være loyale overfor det fælles grundlag.

Dette er den grundlæggende forståelse og lære af enhedsarbejde,- nemlig, at man sætter det i forgrunden, som der er enighed om. At man er loyal overfor det fælles grundlag. 

Det må være rimeligt at stille Enhedslisten det spørgsmål: Hvad er der i Folkebevægelsens grundlag, som byder dem imod? Det vigtigste i EU-modstanden har hele tiden været at sige, at verden er større end EU, og at nationernes selvbestemmelsesret er helt central. Enhedslisten kan næppe være uenig heri.

Valgteknisk samarbejde?

Det er mig en smule uforståeligt, hvis Enhedslisten vælger at opstille selvstændigt til et kommende EU-valg. De vil i så fald skabe usikkerhed både hos deres medlemmer og hos deres vælgere, og de kan ikke gå ud fra, at Folkebevægelsen er i stand til at indgå valgforbund med Enhedslisten uden at skabe problemer i egne rækker.

Et valgforbund er formelt set en teknisk sag, men i et forhold mellem Folkebevægelsen og Enhedslisten vil mange i Folkebevægelsen opfatte det som en politisk sag, som de kan have svært ved at "sluge". Og det bør vel respekteres.

Situationen kan ende med at blive den, at Enhedslisten vælger at opstille selvstændigt uden valgforbund med Folkebevægelsen. Hvis Enhedslisten herefter får et mandat i EU-parlamentet og Folkebevægelsen mister sit,- hvad har Enhedslisten så gjort af godt for den brede EU-modstand i Danmark? Ingenting.

Det kan godt være, at Enhedslisten får opfyldt sit ønske om at være den danske socialistiske stemme i EU-parlamentet. Men det kan også være, at de får skubbet mange fra sig, som vil anse, at Enhedslisten har ansvaret for Folkebevægelsens "skæbne".