Mørke skyer hænger endnu engang over den globale økonomi, og mange frygter en gentagelse af den økonomiske krise, der for nøjagtigt 85 år siden i oktober 1929 blev indledt med det store krak på børsen i New York, og som blandt andet skabte den dystre baggrund for fascismens sejr i Tyskland.

Sovjetunionen var på baggrund af sin næsten totale isolation fra den kapitalistiske verden helt henvist til egne økonomiske midler

Til gengæld tænker nok ikke ret mange på, at Sovjetunionen samtidig med den katastrofale krise i den kapitalistiske del af verden knap 12 år efter oktoberrevolutionen i 1917 med den første femårs-plan indledte verdenshistoriens første forsøg på at omdanne et tilbagestående bondesamfund til en moderne industristat efter en nøje fastlagt plan, udarbejdet efter datidens mest moderne videnskabelige principper.

"Vi er 50-100 år efter de fremskredne lande. Vi skal tilbagelægge denne strækning på 10 år. Enten gør vi det, eller også bliver vi tilintetgjort. Det er, hvad vore forpligtelser over for Sovjetunionens arbejdere og bønder dikterer os", lød de manende ord fra den sovjetiske leder Josef Stalin i februar 1932, næsten tre år efter den første femårsplans vedtagelse i sommeren 1929.

Sværindustri eller forbrugsvarer

Inden vedtagelsen af femårsplanen var gået en længere periode med voldsomme diskussioner i den øverste sovjetiske ledelse om den økonomiske udviklings tempo og retning. Skulle landet lægge vægten på opbygning af en sværindustri – grundlag for al anden industri – eller skulle man koncentrere sig om produktion af forbrugsvarer til befolkningen?

Skulle de nye fabrikker placeres i de gamle industriområder i Ukraine eller omkring Leningrad eller skulle de primært bygges i Ural og Sibirien, langt uden for en indtrængende fjendes rækkevidde?

Valget faldt på opbygningen med alle midler af en sværindustri, placeret først og fremmest i nye områder uden hensyn til menneskelige og finansielle omkostninger. Her skal tages i betragtning, at Sovjetunionen på baggrund af sin næsten totale isolation fra den kapitalistiske verden var helt henvist til egne økonomiske midler.

Titusinders aktivitet

Omkring 80 procent af de enorme investeringer – der var tale om en firdobling af investeringerne i forhold til de foregående fem år – blev placeret i sværindustrien. På samme tid skete der løbende en opjustering af de opstillede mål, således at de endelige mål blev langt højere end oprindeligt besluttet. Gennemførelsen af den første sovjetiske femårsplan krævede enorme ofre af befolkningen, som stort set gik til opgaven med ildhu og begejstring.

"Som en kæmpemæssig myretue tog byggepladsen sig ud. Mennesker, ikke nogle hundrede, ikke nogle tusinder, men nogle titusinder gik, løb og for rundt mellem hinanden. For den fremmede at se uden mål og med. Som en aldrig stillestående bevægelse af mennesker i aktivitet virkede dette flimrende billede på os".

Således beskrev den senere folketingsmand for DKP og chefredaktør for Arbejderbladet og efterfølgeren Land og Folk, Martin Nielsen, et besøg i slutningen af tyverne ved floden Dnepr, hvor verdens hidtil største kraftværk blev bygget som en vigtig del af den første femårsplan.

Det enorme tempo i opbygningen af sværindustrien betød voldsomt øgede krav til det tilbagestående sovjetiske landbrug, hvor antallet af fattige småbrugere fortsat i anden halvdel af 1920erne var i stort flertal.

Det uomgængelige krav lød på flere arbejdere til industrien og flere fødevarer til den hurtigt voksende bybefolkning, krav der ikke kunne opfyldes uden en markant effektivisering af landbrugssektoren.

Efter et voldsomt opgør om landbrugspolitikken i den øverste sovjetiske ledelse lød svaret i den første femårsplan på en hurtig kollektivisering af det sovjetiske landbrug, det vil sige oprettelse af enheder, der kunne udnytte stordriftens fordele.

Stordrift krævede til gengæld øget brug af blandt andet traktorer og mejetærskere, som kun kunne skaffes via en hurtig og effektiv industrialisering.

Kampen for kollektiviseringen

Kollektiviseringen, der også betød dødsstødet for klassen af kapitalistiske storbønder, de såkaldte kulakker, var stort set afsluttet i 1933, men efter betydelig modstand fra grupper af mere velstående bønder, en modstand der i perioder medførte en betragtelig mangel på fødevarer og flere steder endog hungersnød.

Først i slutningen af 1930'erne var situationen delvis genoprettet. Modstanden mod kollektiviseringen blev ligeledes næret af de ofte voldsomme metoder, der blev anvendt over for modtræbende bønder, metoder, som Stalin ved flere lejligheder rettede en meget hård kritik imod.

Den unge amerkanske svejser John Scott, der i 1932 rejste fra et kriseramt USA til Sovjetunionen for at medvirke ved bygningen af det enorme stålværk i Magnitogorsk i Ural-bjergene, skriver i sin bog "Behind the Urals" fra 1942, at Sovjetunionen i realiteten befandt sig i krig allerede fra begyndelsen af 1930erne, nemlig en produktionskrig, der skulle ruste landet mod det angreb fra vest, alle vidste ville komme.

"I Magnitogorsk blev jeg kastet ind i et slag på jern- og stålfronten. Titusinder af arbejdere gennemgik de allerhårdeste strabadser for at bygge højovne. Mange gjorde det med en grænseløs entusiasme, som påvirkede mig fra den allerførste dag", skriver John Scott.

Det ventede angreb fra vest kom i juni 1941, da det nazistiske Tyskland angreb Sovjetunionen. Omdannelsen på ganske få år af det sovjetiske samfund fra et nærmest middelalderligt landbrugsland til en moderne socialistisk industristat leverede midlet til landets helt afgørende indsats i kampen mod og sejren over den tyske fascisme.