Den første marts har vi haft udredningsretten – også kaldet udredningsgarantien eller diagnosegarantien – et halvt år. Blandt mange politiske tiltag i sundhedsvæsenet, fortjener denne særlig opmærksomhed: For første gang nogensinde har vi fået en garanti for en hurtig diagnose eller – hvis diagnosen ikke kan stilles inden for fire uger – en plan for udredning.

 Når man går med diffuse symptomer som smerter og træthed, skaber det bekymring og frygt for det værste. 

Vi har allerede haft en behandlingsgaranti i flere år, og det er godt. Men man skal sammenholde det med, at selve udredningen, altså jagten på en diagnose og en plan for det videre forløb, hidtil har kunnet trække ud i måneder, ja endog år.

Her har ikke mindst gigtpatienter været hårdt ramt i store dele af landet. Det er unægtelig et paradoks, at man hidtil har lagt så stor vægt på den hurtige behandling, men ikke på den hurtige diagnose. For udviklingen af en række sygdomme - ikke mindst gigtsygdomme - er det helt afgørende med den rette behandling i tide, men forud går naturligvis, at diagnosen er stillet korrekt.  

Frygt og uvished

I sundhedsvæsenet har man en tilbøjelighed til at se snævert på de enkelte indsatser i "væsenet" – udredning, behandling og rehabilitering. Men for patienten er forløbet én lang rejse.

Den begynder, når de første symptomer dukker op, forsætter hos egen læge med diverse undersøgelser, og endelig er der henvisning til sygehuset for flere undersøgelse med henblik på at få en endelig diagnose.

Først herefter kan behandlingen gå i gang. For nogle patienter er der allerede gået mange måneder.

Ventetiden er opslidende - både fysisk, psykisk og socialt.  Når man går med diffuse symptomer som smerter og træthed, skaber det bekymring og frygt for det værste. Man ved ikke, hvad man er oppe imod "Er det alvorligt…? Måske livstruende…?"  Angsten er ofte voldsom, når uvisheden er stor.

Når der er tale om usynlige symptomer som smerter og træthed – det er for eksempel tilfældet med mange gigtsygdomme – betyder det, at kolleger og pårørende ikke kan se, at man er syg.

Det kan give anledning til, at man spørger sig selv, om man er hypokonder, psykisk syg eller stresset? Jo længere tid der går, des værre bliver tankerne og omgivelsernes reaktion.

Sygdomme kan bremses

Mange gigtsygdomme vil medføre uoprettelige skader og handicap, hvis patienten ikke får en diagnose og dernæst sættes i hurtig behandling, så sygdommen bremses. Det gælder for eksempel leddegigt – en sygdom, hvor betændelse æder leddene op indefra.

Allerede efter to-fire uger med betændelse er leddene begyndt at blive ødelagt, og ødelæggelserne vil blive gradvist værre, hvis sygdommen ikke bremses.

Men også i forhold til smerter, har det en stor betydning med en hurtig behandling. Vi ved, at smerter gennem længere tid gør ondt i livskvaliteten.

Vi ved også, at der er risiko for, at smerter breder sig. Patienten har derfor ofte har et stort forbrug af smertestillende medicin i udredningsperioden - med både udgifter og risiko for bivirkninger til følge.

Ondt i økonomien

For patienterne kan en lang udredning også få store sociale og økonomiske konsekvenser. På det sociale områder gælder det indenfor flere områder, at patientens tilstand skal være "varig", for at kommunen kan yde økonomisk hjælp. 

Når man bliver syg, er der også stor risiko for at man bliver fattig oven i. Det skyldes, at der for mange sker en indtægtsnedgang, når man får en længerevarende sygdom.

For at kunne udtale sig herom, vil det almindeligvis være nødvendigt, at patienten er blevet udredt, så man kan forudsige det forventede forløb. En lang udredning kan dermed betyde, at patienten ikke kan få hjælp til f.eks. dækning af merudgifter i forbindelse et sygt barn eller bevilling af et hjælpemiddel.

Når man bliver syg, er der også stor risiko for at man bliver fattig oven i. Det skyldes, at der for mange sker en indtægtsnedgang, når man får en længerevarende sygdom. En indtægtsnedgang, som i værste fald betyder, at man ikke længere kan klare sine økonomiske forpligtelser. Og det er naturligvis en yderst stressende situation, som ikke på nogen måde fremme helbredelsen.

Giv udredningsretten en chance

I Gigtforeningen har vi i årevis efterlyst en indsats for en tidlig diagnose. Vi betragter derfor udredningsretten som et skridt i den rigtige retning. Desuden afspejler den, at politikerne endelig har forstået, at en hurtig diagnose kan være afgørende for livskvaliteten, sygdomsforløbet og arbejdslivet.

Der er ingen tvivl om, at udredningsgarantien i praksis er svær at indfri, og i Gigtforeningen holder vi nøje øje med udviklingen. Heldigvis viser de foreløbige resultater en positiv udvikling.   

FAKTA

Udredningsgarantien trådte i kraft den 1. september 2013. Det betyder, at hvis du bliver henvist til undersøgelse på et hospital, skal du være udredt inden for 30 dage fra det tidspunkt, hvor hospitalet modtager henvisningen fra den praktiserende læge. Udredning er den undersøgelse, lægen foretager for at forstå, hvad der kan være galt med dig.

Der er en række undtagelser i udredningsgarantien:

• Hvis praktiserende læge selv udreder og stiller diagnose, gælder udredningsgarantien ikke.
• Hvis praktiserende læge henviser til en privatpraktiserende speciallæge (for eksempel privatpraktiserende reumatolog), gælder udredningsgarantien ikke.
• Hvis det ikke er fagligt muligt for lægerne på hospitalet at stille diagnosen inden for 30 dage, skal de i stedet udarbejde en udredningsplan for patienten.
• Udredningsgarantien handler først og fremmest om at stille en diagnose og er ikke relevant, hvis en patient, der er i jævnlig kontakt med hospitalet, får et udbrud af en allerede kendt sygdom.

Forkortet af redaktionen