Som tidligere fagforeningskollega og partikammerat, er det beskæmmende at se Ole Sohns udvikling til erhvervslivets darling. Den tidligere erhvervsminister vælger nu at gå planken ud og bekende sig til den nyliberale medicin, som i denne uge satte Sydeuropa i stå med omfattende generalstrejker. Der har de fået nok af den nedskæringspolitik og angreb på faglige rettigheder, som Ole Sohn nu anbefaler.
Konkurrenceevnen skal op og lønnen ned. At se et SF-folketingsmedlem under den fane er næsten ikke til at bære.
Konkurrenceevnen skal op og lønnen ned, er det nye budskab fra den tidligere formand for et marxistisk parti. Det har erhvervslivet altid sagt, men at se et SF-folketingsmedlem under den fane er næsten ikke til at bære.
Kendsgerninger skal åbenbart ikke spærre for det "ansvarlige budskab". Som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påpeget, så har vi en af Europas stærkeste økonomier, eksporten stiger og de store virksomheder tjener kassen.
Krisen skyldes mangel på investeringer, offentlig nulvækst, reallønsfald og manglende hjemlig efterspørgsel. Netop det, som lige nu er ved at rive de sydeuropæiske samfund op med rode. Er det Spanien eller de tyske sultelønninger, Ole Sohn synes vi skal matche?
Nu kunne Ole Sohns flugt fra arbejderbevægelsen og SF's grundlæggende værdier være ligegyldig, og noget han selv må se, om han kan leve med. Det er højst et moralsk problem. Han nåede jo netop det år i ministerstolen, som ihvert fald sikrer, at han ikke falder gennem sikkerhedsnettet. Amputeringen af dagpengesystemet bliver ikke hans problem.
Dagbladet Børsen kalder Claus Hjort og Sohn for det nye makkerpar, som skal være murbrækkerne for erhvervslivets krav. Det kan man grine af. Men det alvorlige er, at de virkelige murbrækkere, som skal undergrave lønningerne, er de tusinder, som de næste år falder ud af dagpengesystemet, og som desperat vil søge et forsørgelsesgrundlag, som mere end matcher Ole Sohns nye visioner for Danmark.
Længe efter at den lille Ole har gået sin sidste planke ud med et spark til den fagbevægelse, han er rundet af, vil kampen for ordenlige kollektive overenskomster og et anstændigt dagpengesystem forsætte. Hvis han med bekendelserne i Børsen er kommet til at røbe regeringstoppens inderste tanker, så ser det ud til at fagbevægelsen kommer til at kæmpe den kamp alene. Det gør vi så.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278