Jeg har med stor interesse læst lederartiklen ”Nordkorea går i USA’s fælde” og de to efterfølgende indlæg ”Nordkorea er ikke gået i USA’s fælde” og ”Om solidaritet med Nordkorea”.

Sidstnævnte fik mig lokket til tasterne. Jeg mener nemlig som kommunist, anti-imperialist og fredstilhænger, at solidaritet med Den Demokratiske Folkerepublik Korea er helt nødvendig. 

Her er det positivt, at for eksempel Cuba og DDF Korea ikke slår hånden af hinanden uanset deres forskellige facon.

Enhed i kampen mod imperialisme og krig er i dag det, der kan samle på tværs af grænserne

Her gælder stadig de vise ord, der kunne læses i forskriftet til DKP’s hedengangne 1976-program: "De kommunistiske partier har draget den slutning, at hvert lands arbejderklasse og øvrige demokratiske befolkning må finde sin egen vej til socialismen. Man kopierer ikke nogen model fra et andet land, uanset at overvindelsen af klasseforskellene alle vegne frembyder visse fælles træk".

Fælles kamp mod imperialismen

Enhed i kampen mod imperialisme og krig er i dag det, der kan samle på tværs af grænserne i et fælles opgør mod det undertrykkende amerikanske hegemoni.

Hvem truer i dag verdens befolkninger med (atom)krig og ødelæggelse? For ikke at begive os ud i hypotetisk/kontrafaktisk historieskrivning, så lad os kigge på fakta:

• At USA er det eneste land, der gentagne gange har anvendt atomvåben mod en civilbefolkning i krig, senest mod den japanske by, Nagasaki, i 1945.
• At kort tid efter Anden Verdenskrig udviklede Sovjetunionen også atomvåben og siden da har atomvåben ikke været anvendt i krig.
• Fakta er desværre også, at verdens atommagter i dag tæller både Pakistan og Israel, hvor religiøse fundamentalister tæt på magten begge steder gladeligt er helt klar til et nyt Masada. Derimod lod både Irak og Libyen sig lokke og true til at afmontere deres programmer for udvikling af masseødelæggelsesvåben, hvorefter de blev angrebet, ødelagt og sønderdelt af USA- og EU-imperialismen og deres lokale lakajer. 

Man kan lære af grækerne

Mange kan nok være fælles om at glæde sig over, at hverken DDF Korea eller Cuba, uanset de forskellige veje, de har valgt, er blevet rendt over ende af imperialismen.

Skal vi lære af historien, kommer grækerne ind i billedet. For uanset hvor mange pæne ord som for eksempel  demokrati, som vi har lånt fra antikke græske bystater, er den vigtigste lære herfra, at uden sammenhold mod datidens supermagter, stoppede festen hurtigt.

I det øjeblik de uens græske bystater lod sig lokke til at modarbejde hinanden, gik den græske civilisation sin undergang i møde. Uden Sparta - intet Athen, må man konkludere.

Man kan lære meget af grækerne.