Det nationale spørgsmål er et spørgsmål, der gennem tiden har affødt voldsomme diskussioner på den danske såvel som den internationale venstrefløj. For eksempel er diskussionerne og uenighederne mellem Lenin og Luxemburg almindelig kendte.

Spørgsmålet er atter blevet aktuelt i forbindelse med diskussionen om, hvorvidt Enhedslisten selv skal stille op til Europa-Parlamentet eller fortsat skal pege på Folkebevægelsen mod EU.

Flere steder har kampen for national selvstændighed og socialisme hængt uadskilleligt sammen.

Dette spørgsmål er nemlig i høj grad et spørgsmål om, hvordan socialister placere sig i forhold til den nationale kamp. Lenin gik som bekendt ind for princippet om undertrykte nationers ret til selvbestemmelse, og Dimitrov advarede i 30'ernes antifascistiske kamp mod at overlade den nationale følelse til fascisternes misbrug.

Flere steder har kampen for national selvstændighed og socialisme da også hængt uadskilleligt sammen - eksempelvis i Vietnam og Kina. I Vietnam sagde Ho Chi Minh endda, at det var patriotisme og ikke kommunisme, der inspirerede ham.

National selvstændighed og socialisme

I en dansk kontekst har kampen for den nationale selvstændighed også været en uadskillelig del af venstrefløjens historie, man kan bare se på den danske modstandsbevægelse, der under besættelsen fra 1940-45 kæmpede for Danmarks befrielse.

I dag er fjenden ikke den tyske værnemagt, men derimod det overstatslige EU, hvor vores selvstændighed via en blanding af uigennemskuelige demokratiske processer og manipulation forsøges undergravet.

En del af denne undergravning så vi blandt andet udfoldet i fuldt flor i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet, hvor det blev tydeligt for enhver, at kampen ikke først og fremmest handlede om politisamarbejde, men derimod om, hvorvidt det er den danske befolkning, der skal have den afgørende stemme, når det handler om at afgøre Danmarks fremtid på centrale områder. 

EU modstanden og kampen for selvbestemmelse er dermed en kamp for demokratiet, men desværre er det ikke alle på venstrefløjen, der mener, at det nationale spørgsmål af den grund er særligt påtrængende for venstrefløjen, og dermed forbigår de også sammenhængen mellem national kamp og klassekamp. 

Der er nemlig to nationer i nationen - det er borgerskabets og arbejderklassens.

To nationer i nationen

Borgerskabets definition bygger på det enkelte individs følelse af tilhørsforhold til et fællesskab formet af historie og geografi, der ofte bygger på det velkendte "Gud, konge og fædreland". Der er altså ofte et religiøst moment, og i værste fald indgår også pseudobiologiske begreber som race eller "blodets bånd".

En marxistisk definition knytter nationen til objektive størrelser.

Udover sprog, geografi og historik er væsentlige elementer også områder som økonomisk liv, psykologiske og kulturelle fællestræk. Hermed tilføres de elementer, der udelukker, at bankdirektøren og arbejderen skulle være i "samme båd".

Arbejderklassens nationalfølelse er folkelig ikke-religiøs og ikke-etnisk afgrænset. 

Det er i høj grad i spændingsfeltet mellem de to nationer i nationen, at rettigheder, muligheder og kultur skabes og er blevet skabt igennem nationalstatens historie.

Derfor er det altså heller ikke reaktionært, når arbejdere i dag udviser nationalfølelse eller patriotisme. Arbejderklassens nationalfølelse er nemlig folkelig ikke-religiøs og ikke-etnisk afgrænset. 

Den bygger netop på udviking af åbenhed og demokrati, den forlanger lighed uanset køn, tro eller etnicitet. Den vil sikre de værdier, arbejderklassen gennem historien har tilkæmpet sig og kæmper for, altså kollektiv velfærd og rettigheder. 

Den bygger altså på solidaritet mellem arbejderne og ikke splittelse som den borgerlige. 
Derfor er der også al mulig grund til at sætte den nationale kamp i centrum og ikke, som nogle foreslår, at opgive den til fordel for at skulle demokratisere EU indefra.
EU er kapitalens institution, det viste eksemplet Grækenland på mest brutale vis, og skal parolerne om international solidaritet nogensinde omsættes til handling, kræver det, at vi ændrer betingelserne for kampen - altså at vi styrker de nationale demokratier og dermed befolkningernes indflydelse på egen fremtid og muligheden for socialisme!
I den kamp må vi søge enhedens styrke, og det gør vi bedst i Folkebevægelsen mod EU.