Politikere og andre ansvarlige undlader at sige deres mening rent ud eller har uld i munden. Sådan har det nok altid været, og det vil det nok blive ved med at være indtil socialismen åbner for større muligheder. Fænomenet er blevet tiltagende udbredt i de senere år såvel i Danmark som i den "store" verden.

Det sker i tider hvor demokratiet svækkes, og befolkningen, det partipolitiske bagland, ja selv ens egne partimedlemmer i byråd og folketing ikke informeres om, hvad der sker i magtens absolutte top. Men vi kan få et glimt af denne ubehagelige og farlige proces, hvis topstyringen bryder sammen og de undertrykte modsætninger ser dagens lys, som vi i disse tider ser det i SF og Socialdemokratiet. 

Lad os starte i den "store" verden, USA, der er forud for os i den demokratiske degeneration. Som så ofte før er den på vej her til lands bare med en vis tidsforskydning. Den antropolog-uddannede journalist Gillian Tett har i 2009 udgivet en bog, "Fool’s Gold", hvor hun med mange år på bagen ved avisen Financial Times analyserer detaljerne i forhistorien til og faserne i den politisk og økonomiske kollaps fra 2007, som langt fra er overstået og næppe bliver det undtagen end for de rigeste.

Hun konstaterer, at de økonomiske og politiske magteliter prøver at sikre sig fortsat magt, dels ved fortsat ophobning af formuer, men også ved at påvirke de herskende ideologier, såvel med det, der udsiges, men også ved det, der ikke siges. På denne måde opretholdes magtstrukturerne, endda i en sådan grad at de medvirkende ikke selv hverken begriber eller planlægger dette.

USA's politiske og økonomiske udvikling

Jacob S. Hacker & Paul Pierson har i bogen "Winner - take - all Politics" fra 2010 ligeledes analyseret den bredere politisk-økonomiske udvikling i USA i de seneste cirka 25 år. De kan påvise en uhyrlig koncentration af såvel den politiske som den økonomiske magt i USA, hvor Wall Street-komplekset af banker, forsikringsselskaber med videre og toppen af de to (endnu) formelt adskilte partier, demokrater og republikanere, reelt styrer hele samfundet og derved fremskynder den hastigt voksende ulighed mellem den rigeste en promille og de millioner, der lever i yderste fattigdom og sult, trods landets, på papiret, imponerende bruttonationalprodukt, dog så skævt fordelt.

Der er talrige eksempler på, at der er fortielser og tavshed om realiteterne

Også her er der talrige eksempler på, at der er fortielser og tavshed om realiteterne – langt de fleste holdes udenfor beslutningerne og stilles overfor de fuldbyrdede kendsgerninger. Magtapparatet udbygges hastigt, da man kan forudse de sociale revolter. Koncentrationslejrene er etablerede i USA og delvis bemandede.

Hvad så her i Danmark? Arbejderens leder den 22. september stiller netop 10.000-kroners spørgsmålet: "Det er på tide at diskutere, om man både kan være et parti, der følger EU’s nyliberale kurs i tykt og tyndt, og samtidig kalde sig et arbejderparti."Selv andre aviser (for eksempel Information) er inde på lignende overvejelser. Der tales således aldrig om "nedskæringer", men om "reformer", ikke om "problemer" men om "udfordringer", om at "gøre en forskel", men ikke i forhold til hvad eller hvem. Den ret kommunistiske George Orwell med hans "newspeak" rinder en i hu.

Uligheden i Danmark, der ellers har stået ret pænt i international lighedsstatistik, er hastigt begyndt at vokse siden cirka 2005 og tendensen ser ud til at forsætte, som i den øvrige kapitalistiske, nyliberale verden. Alt hvad der bare lugter af kollektivt ansvar og hensyntagen til de svageste er væk, og de individuelle albuer er sylespidse.

Den fælles samfundsformue er ødslet på bankpakker med videre til de i forvejen stenrige, og pengene er pist væk. Meningsløse krige er der afsat milliarder til, og også til EU’s korrupte aktiviteter, hvor den årlige revisorkritik viser bundløse huller uden forklaring – pengene ender i en siciliansk mafias lommer eller tilsvarende steder. Kun cirka to procent af den samlede danske finanslov må diskuteres, resten forties. Her handler det om håndører (jævnfør Vestagers 40 millioner til sociale behov, som Nyrup mindede om, eller økonomisk støtte til handicappede elever under uddannelse – igen nogle få millioner per år, som de radikale ikke kan finde penge til).

Omvendte proportioner

Dette er en typisk situation, som er beskrevet i Parkinsons trivialitetslov, her let modificeret: Hvis et besluttende organ skal afgøre, om der skal bevilges to milliarder kroner til et vindmølleprojekt, bruger de to et halvt minut på det – de kan ikke overskue beløbets størrelse. Men et tillægsforslag, at der skal etableres et cykelskur ved en skole tager let 45 minutter, selv om beløbet er på få tusinde kroner. Et forlag om få hundrede kroner per år til kaffe ved et møde – det har alle en mening om. Det punkt varer 1¾ time, og beslutningen udsættes til næste møde.

Konklusionen er: "socialdemokrati", "socialistisk arbejderparti" er falsk reklame, løgn og latin, med den politik disse partier har ført og fører. For Socialdemokraternes vedkommende siden 1914 (med mindre de har været meget hårdt pressede af aktive, kæmpende arbejdere gennem årene). For SF’s vedkommende er forfaldet startet i 1990’erne, hvor drømmen om ministerposter og -pensioner er dikteret dem af deres magtbrønde og grådighed, på (parti-) demokratiets bekostning. "Danmark for folket" er svanesangen.

Med denne drejning og fulde opbakning til nyliberalismens politik kan de hverken tillade sig at bruge ord som "arbejder-", endsige ”social eller "socialisme" i deres partinavne. Lur mig, om ikke en god del af de svagt skolede unge af den snart helt nedbarberede folkeskole, af ren og skær uvidenhed stemmer på partiet "Venstre" i den misforståelse, at det har noget med vestreorienteret eller arbejderklassevenlighed at gøre. Det samme gælder sirenesangen fra de populistiske partier,  Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Støvletrampet og højreekstremismetærskene giver ekkoer i baggrunden.