De gode politikere fra Alternativet, SF og Socialdemokratiet deler sammen med de borgerlige en stor empati og omsorg for nogle socialt svagt stillede i vort samfund.

Og de holder sig ikke tilbage fra at fortælle omverdenen om deres gode gerninger.

Men de borgerlige har ingen problemer med, at uligheden og fattigdommen vokser kraftigt i vort samfund.

Hvis man påpeger, at uligheden vokser, får man bare at vide, at det er udtryk for misundelse.

Medierne spreder øgenavne som "dovne" eller ironiserer over ordet fattig.

Finansminister Kristian Jensen forklarede, at der er mere lighed i Danmark end i USA, (det burde nok ikke være svært).

Hans eksempel herpå er, at danske håndværkere tjener næsten lige så meget som akademikerne. 

Men en sammenligning med de levevilkår, der tilbydes de økonomisk svagest stillede i vort samfund, blev det ikke til. 

Det er forståeligt.

Med den absurde påstand, at det skal kunne betale sig at arbejde, er det lykkedes at forringe levevilkårene for denne samfundsgruppe.

Medierne har ikke været kritiske, men snarere medløbere ved at sprede øgenavn som "dovne" eller at ironisere over ordet fattig.

Ringere regulering

Der er det gode ved de borgerlige, at de ikke lægger skjul på, at de godt kan være sociale, bare der ikke skal bruges flere penge. 

Alternativet, SF og S forsømmer ikke lejligheden til at fortælle om deres bekymring for den voksende ulighed i Danmark. 

Den har medført, at flere børn er havnet i fattigdom sammen med deres forældre.

De samme partier støttede i 1990 den daværende borgerlige regerings politik i indførelsen af en ringere regulering af overførselsindkomsterne.

Helle Thornings regering foretog en yderligere forringelse derved, at reguleringen ikke længere skete på baggrund af lønstigninger, men på baggrund af prisstigninger.

Det er en ulighedsskabende funktion, der over tid øger uligheden og fjerner sig længere og længere fra at mindske den.

Uligheden vokser

De samme partier har friholdt den bedre stillede og rigeste del af befolkningen fra at være med i finansieringen af nogle af de gode sociale tiltag.

Dermed lever de partier fuldstændig op til de borgerliges bias: At de sandelig er socialt ansvarlige, bare det ikke har økonomiske konsekvenser for dem selv.

Og det er åbenbart et budskab, Alternativet, SF og S synes er rigtigt.

Ellers havde de vel ikke sammen med de borgerlige fortsat med at sende regningen til de økonomisk svagest stillede.