I et læserbrev i Arbejderen den 2. marts har fem formænd fra Metal et forsvar for den netop indgåede overenskomstaftale på industriens område. Ja , selvfølgelig forsvarer de aftalen. "De" er jo ikke hvem som helst, tværtimod er de alle medlemmer af forretningsudvalget i Dansk Metal, der som de første nikkede JA til aftalen. Alle fem får i kraft af den post suppleret deres lokale løn som afdelingsformænd op til forbundsniveau, som sikrer dem en månedsløn på cirka 75.000 kroner.

Der er penge nok hos arbejdsgiverne. I 2015 blev der ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen udbetalt 500 milliarder i aktieudbytte her i landet, og han mener, at arbejdsgiverne slipper billigt med den indgåede aftale.

Aftalen åbner nu også op for, at arbejdsgiverne kan diktere systematisk overarbejde. Hvor stor en forbedring dét er, er svært at få øje på. 

Hvad kommer industriaftalen til at koste arbejdsgiverne?  Dansk Metals egen cheføkonomen Thomas Søbys bud var 0,7 procent om året (Metal Hovedstadens informationsmøde den 27/2). Det er stort set kun hvad fritvalgskontoen  bliver hævet med. Langt de fleste af de andre såkaldte goder er  "at fodre hunden med dens egen hale".

Om industriens overenskomst har taget hånd om socialt dumpning, kan man for eksempel spørge elevatormontørene om. Næsten alt ny montage af elevatorer i Danmark bliver i dag foretaget af udenlandsk arbejdskraft.

Mindstelønnen er opgivet

For at støtte op i kampen mod social dumpning havde Metal Hovedstaden rejst kravet om hævelse af mindstelønningerne til 145 kroner. Hvis overenskomstaftalen bliver vedtaget kan et firma, som bruger østeuropæisk arbejdskraft, melde sig ind i DI og de næste tre år nøjes med at betale en overenskomstmæssig løn på under 120 kroner i timen. Det er overenskomstmæssigt lønpres! Men kravet om markant hævelse af mindstelønnen er kategorisk blevet afvist af CO-industris hovedforhandlere.

Overenskomstaftalen åbner nu også op for, at arbejdsgiverne kan diktere systematisk overarbejde. Hvor stor en forbedring dét er for arbejderne i industrien, er svært at få øje på. Og at der nu skal satses mere på efteruddannelse, er jo at bruge de penge, som arbejdsgiverne en gang har betalt på en lidt anden måde, og for de som er arbejdsløse, er der ingen muligheder for at få del i de penge.

Medlemmernes manglende inddragelse i hele overenskomstprocessen er slående. Hele processen har været topstyret, og de klubber og arbejdspladser, der har diskuteret krav til overenskomsten, får ingen tilbagemeldinger, og der har ingen mobilisering været i afdelingerne for kravene.

Ledelsen i Metal undrer sig over, at det er svært at få medlemmerne til at stemme om overenskomsten. Som tillidsmand og medlem af Metal undrer jeg mig ikke. Det er svært for medlemmerne at stemme om en overenskomst, de ingen indflydelse har haft på.