3. april bevilligede handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen, 25 millioner kroner til tekstilarbejdere i Bangladesh. Sidste år blev vi i Danmark endnu engang konfronteret med arbejdernes skammelige forhold, da blandt andet danske virksomheders fabrikker kollapsede i det sydasiatiske land.

Imellem tøj lå rester af mennesker. Omkring fabrikken stod disse menneskers familier. Jeg sad hjemme foran tv’et som mange andre og spekulerede på, hvor mine egne sokker kom fra. Siden forsvandt billederne igen – både fra medierne og min bevidsthed. 

Derfor er det er godt, at tekstilarbejderne igen sættes på dagsordenen her et år efter tragedien, der kostede over 1000 mennesker livet. De bevilligede midler går blandt andet til ILO (International Labour Organization), der kæmper for bedre arbejdsforhold verden over. De kæmper blandt andet imod børnearbejde og lønninger, der ikke kan betale basisomkostninger som mad og husleje samt arbejdsuger uden fridage med 12-14 timers daglige vagter.

Kampen for ordentlige arbejdsvilkår er global, og det er på tide, at den tages alvorligt!  

ILO kæmper også for at stoppe den flere steder systematiske jagt på fagforeningsfolk, der bliver fyret og tæsket. Der kæmpes imod gældsslaveriet, der er et vilkår for mellem 9 og 18 millioner fattige i Asien, der lokkes til at optage et lån, som de skal arbejde sig ud af.

I mange tilfælde binder kreditorerne dem til at arbejde på livstid til underbetaling. I andre tilfælde bindes hele familier over flere generationer. Også mange multinationale firmaer udnytter den skrøbelige position, fattige og uuddannede står i eksempelvis på tekstilfabrikker i Indien. 

ILO's vigtige arbejde bør styrkes, politisk som økonomisk, og Mogens Jensens støtte er kærkommen. Pengene rækker desværre ikke langt nok. Vi må tænke langsigtet og også se indad, i forhold til hvad vi i Danmark og EU kan gøre. 

Jeg mener, at der først og fremmest må lægges et massivt politisk pres på de virksomheder, der så groft overtræder både ILO's arbejdsrettighedscharter og helt basale menneskerettigheder.

For eksempel de danske og franske tøjmærker, der stadig ikke har betalt erstatning til arbejderne eller deres familier i Bangladesh, der udover at have mistet deres arbejdsduelighed eller elskede mangler essentielle indtægtskilder.

Alle globale virksomheder må som minimum være en del af den arbejdssikkerhedsaftale, som 150 tekstilvirksomheder nu har underskrevet. Danmark må gå forrest med at indføre kædeansvar, så vi i hvert fald kan garantere, at der ikke eksempelvis bliver produceret lægekitler eller buschaufføruniformer under lignende vilkår. 

Kampen for ordentlige arbejdsvilkår er global, og det er på tide, at den tages alvorligt!