16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der mangler stadig praktikpladser

Der mangler stadig praktikpladser

Tusindvis af unge mangler stadig en lære- eller praktikplads. Der er behov for en ekstraordinær indsats nu.

Den store synder er de tre ud af fire virksomheder, som ikke tager nogen elever. Det er dobbeltmoralsk og mangel på samfundsansvar. Her fra Teknisk Skole i Aalborg
FOTO: PN
1 af 1

Problemet med, at unge ikke kan få en praktik- og læreplads bare vokser og vokser. Undervisningsministeriet kan nu melde om, at over 13.000 unge ikke kan få en lære- og praktikplads i en virksomhed.

For over et år siden oprettede undervisningsminister Christine Antorini over 50 såkaldte praktikpladscentre på erhvervsskoler rundt om i landet for at intensivere indsatsen for at skaffe flere lære- og praktikpladser, og for at gøre det lettere for virksomheder at tage unge ind i praktik i en kortere eller længere periode.

I bogen ”Med hånd og ånd” fortæller hun, at der vil gå et års tid, før man vil kunne se resultatet af anstrengelserne. Her næsten halvandet år efter denne udtalelse har praktikproblemet bare vokset sig rekordstort.

Virksomhederne vil gerne gøre brug af den uddannede arbejdskraft, men de vil ikke selv være med til at uddanne fremtidens håndværkere.

Trods situationens alvor, så er undervisningsministerens svar til de over 13.000 unge, som mangler en lære- og praktikplads bare, at hun ikke kan gøre mere. 

Rigtigt er det, at Christine Antorini har gjort ganske meget for at forbedre lære- og praktikpladssituationen for unge, men det har bare vist sig ikke at være nok.

Når problemet sidenhen bare er vokset større og større, har hun som den ansvarlige minister på området en forpligtelse til at gøre alt, hvad hun kan for at være med til at løse det tilbagevendende problem med, at unge ikke få lov til at færdiggøre deres uddannelse i erhvervslivet.

Det skal hun både gøre rent politisk sammen med de øvrige partier i Folketinget og sammen med arbejdsmarkedets parter. 

Virksomhederne er de store syndere

Den store synder er de tre ud af fire virksomheder, som ikke tager nogen elever. De vil gerne gøre brug af den uddannede arbejdskraft, men de vil ikke selv være med til at uddanne fremtidens håndværkere og så videre. Det er dobbeltmoralsk og mangel på samfundsansvar, så det batter.

Tidligere var det især store virksomheder, der ikke tog nogle elever. Nu er det også flere og flere mellemstore og mindre virksomheder, som ikke tager ansvaret på sig og er med til at uddanne fremtidens arbejdskraft.

Nogle arbejdsgivere undskylder sig med, at de ikke tør planlægge tre år ud i fremtiden. Men det holder ikke. For dels gør mange virksomheder allerede det, og for det andet har de via de nyoprettede praktikpladscentre mulighed for at gå sammen med andre virksomheder om at uddanne unge. 

Danmark mister produktionsvirksomheder

Der er også fare for, at virksomheder på længere sigt ikke føler, at det er deres opgave og ansvar at være med til at uddanne fremtidens arbejdsstyrke herhjemme, og at vi derfor helt mister traditionen, erfaringen og innovationen, der ligger i de faglige erhvervsuddannelser med vekselvirkningen mellem teori og praksis, og dermed mulighed for også at kunne være et samfund med masser af produktionsvirksomheder.

En anden ting er, at hvis virksomheder ikke vil være med til at skaffe lære- og praktikpladser, hvordan skal vi så overhovedet få dagens unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne? Det er derfor på høje tid, at flere virksomheder er deres uddannelsesansvar bevidste og påtager sig opgaven med at uddanne flere unge.

Fra politisk side bør undervisningsminister Christine Antorini erkende, at den hidtidige indsats ikke har været tilstrækkelig. Der skal flere politiske løsninger til. Måske er en af dem at genindføre tilskuddet til virksomheder, som tager elever. 

En anden mulighed er se nærmere på den måde, som uddannelserne er skruet sammen på. En ting er i hvert sikkert: Noget skal gøres, og det er nu!    

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2014 - 09:48   30. sep. 2014 - 10:00

Læserbrev

af Bjarne Henrik Lundis, København