Der var engang en prins i et lille rige oppe i det høje nord. Ja, det vil sige, han var ikke bare prins. Næ, nej. Han var vaskeægte kronprins, og det er ganske vist. Det har hans mama og papa selv fortalt, og de er jo ægte dronning og konge.

Folket var så glade for deres kronprins, der var så dygtig til smile, vinke, løbe og klippe snore over. 

Nå nej. Hans papa var vist ikke helt konge, selvom han så gerne ville være det. Han var kun prinsgemal, og han kom vist fra noget sydlandsk lavadel med meget store egoer. Men det er en helt anden historie.

Kronprinsen var en rigtig mand. Han var ved siden af kronprinseriet soldat, dykker, snoreklipper, rejsekronprins og kondiløber. Han var en rigtig machokronprins.

Folket så tit deres kronprins på tv, hvor han løb rundt i sportstøj eller optrådte i sjove uniformer med masser af flitterstads sammen med sin kone ved festlige lejligheder. Og det behøvede ikke engang at være nytår eller karneval, når han havde sjovt tøj på.

Folket var så glade for deres kronprins, der var så dygtig til smile, vinke, løbe og klippe snore over. Ham kunne det lille folk kun være stolt af.

Men det utaknemmelige folk var ikke altid lige stolte af deres kronprins. Det kunne være, når han holdt taler, det var han vist ikke helt så god til, eller når han brugte for mange lommepenge, som han var rigtig god til. Så var folket lidt sure. Men det kunne måske skyldes, at folket så ofte blev bedt om at spare, men det er igen en helt anden historie.

Kronprinsen havde den dårlige vane at køre for stærkt. Noget han vist havde arvet fra familien, der tit kørte alt for stærkt også, når det var ulovligt. Eller han kunne finde på at køre over broer, når de var lukket på grund af storm. Den slags er forbudt, men ikke når det var kronprinsen.

Normalt fik folket bøder og det, der var værre, når de brød loven, men den slags gjaldt naturligvis ikke kronprinsen og hans familie. De var jo ægte kongelige.

Hvis der så var nogle i folket, der formastede sig til at påpege disse ulovligheder, fik de ofte at vide, at de var misundelige, og at der var vigtigere sager at give sig af med.

Men folket glemte hurtigt at være sure på deres kronprins, for når de så ham og hans familie tage sjovt tøj på og smile og vinke, lave kunst, klippe snore over og løbe rundt i konditøj, så blev folk så glade, at alt surhed forsvandt, og de levede lykkeligt til deres dage ende.

Se, det var et rigtigt eventyr.