Tilsyneladende er SF gået helt fra snøvsen her i sommervarmen. Det ene valgløfte efter det andet brister, og de meget omtalte "12 punkter" fra tiden før valget smuldrer som krummer fra de riges bord.

Intet ser ud til at lykkes for "det røde" regeringsparti. Der er ikke noget at sige til, at partiets kernevælgere flygter i panik. Og det er torskedumt af både R og S, at der ikke lyttes til SF´s oprindelige program.

Nu er SF'erne i regeringen bare blevet nikkende lammehaler. Helt galt går det for Villy Søvndal og Steen Gade i en kronik i Politiken for nylig. De to socialister udtaler, at Chile i 1970’erne overgik til demokrati.

Desværre gælder det omvendt, at USA's intervention i det demokratisk traditionsrige land mod Salvador Allendes folkevalgte regering førte det blodige Pinochet-diktatur til magten. Diktaturet blev ved magten i 17 år. Artiklen er generelt en hyldest til de mange fremskridt ud i demokrati og menneskerettigheder, verden angiveligt har oplevet de sidste 50 år.

Var eksemplet fra Chile et enkelt fejlskud i sommerheden, var det til at bære over med. Men artiklens jubeloptimisme beror på en systematisk virkelighedsforvrængning. Det er netop blevet blotlagt, hvordan USA's efterretningstjeneste på totalitær vis overvåger en stor del af klodens befolkning.

Man behøver ikke længere at se sig over skuldrene. Man kan være forvisset om, at NSA aflurer, aflytter og overvåger én på net, telefon og post. I forvejen havde fjernelsen af loftet for bidrag fra firmaer til præsidentkandidater i USA skabt tvivl, om hvorvidt USA egentlig er et demokrati.

Efter snart to år ved magten er Villy Søvndals eget bidrag til udbredelse af demokrati minimal. Hvor er modet til at hjælpe den unge whistleblower Edward Snowden?

Nu kan man som udenrigsministeren mene, at der sker en global magtspredning, hvorfor vi jo ikke skulle behøve kere os specielt om USA. Men USA står for 41 procent af verdens militærudgifter, har kvasi-monopol på færden i det ydre rum, står for det meste af verdens forskning og bidrager med en fjerdedel af drivhusgasserne.

Globalt er ulighederne eksploderet. Det har ingen implikationer for demokrati, der jo handler om den enkeltes indflydelse på beslutninger, der angår vedkommende.

Hvor demokratisk er verden, når man taler om, at 200 virksomheder kontrollerer det meste af verdensøkonomien? Allerede i 1998 havde jordens en procent rigeste samme indtægt som de 50 fattigste. Samtidig har verden – ikke mindst på grund af et land som Danmark med det fjerde værste økologiske fodaftryk – kurs mod en miljøkatastrofe.

Den globale temperatur vil stige med fire grader i forhold til starten af industrialderen – langt fra de to grader, som ekspertisen siger, vi skal holde os inden for for at undgå uoverskuelige konsekvenser.

Efter snart to år ved magten er Villy Søvndals eget bidrag til udbredelse af demokrati minimal. Hvor er modet til at hjælpe den unge whistleblower Edward Snowden? Danmark har kun lunkent fordømt kuppet mod den valgte Mursi.

Og nu erklæres Hizbollah, en bevægelse som nyder bred opbakning i Libanon,  for terrorister, alt imens Israel upåtalt får lov til at opretholde en diskriminerende stat, der ifølge FNs Goldstone-rapport begik krigsforbrydelser under krigen mod Libanon i 2009.