I sin økonomiske kommentar 20.august siger Henrik Herløv Lund, at det ligner løftebrud, når S,R. og DF i Finansudvalget stemte for kommuneaftalen, skønt de i valgkampen gik ind for vækst til velfærden.

Det har han da ret i, men han har ikke ret i, at det er "mere end besynderligt". Der er nemlig mere på spil, end de pågældende løfter tager højde for. 

Ansvaret for udmøntningen af aftalen skubbes over på kommunerne, hvor det rettelig burde være Folketinget, som fremstår med ansvaret.

I perspektivplanredegørelsen PPII fra 1973 sagde man meget fornuftigt: "Der må tilvejebringes fælles rammer og faste procedurer for en sådan budgetkoordination [mellem stat, amter og kommuner&#93, således at væksten i de samlede offentlige udgifter klart bliver placeret som et politisk ansvar, og de politiske styringsinstrumenter hertil bliver udviklet."

Man har ikke levet op til PPII’s forventninger til en holdbar budgetkoordination, der placerer det politiske ansvar, hvor det hører hjemme, nemlig i Folketinget. I stedet har vi fået det årlige cirkus kaldet aftale mellem regering og de kommunale foreninger, i særdeleshed Kommunernes Landsforening, som snarere burde hedde "regeringens diktat" end "aftale".

Som udgangspunkt i retlig forstand en "aftale" men garneret med alle mulige konsekvenser for de kommuner, som ikke overholder "aftalen", så friheden er ganske illusorisk.

Dette instrument er et instrument i regeringens hænder. Har vi en flertalsregering skjules det betænkelige behændigt, men med en så svag mindretalsregering som den nuværende vakler systemet.

Derfor støtter S,R og DF aftalen og ikke kun det: De har aftalt med regeringen, at sådan vil det være i fremtiden for denne regering og kommende regeringer, at en regeringsaftale med kommunerne ikke vil blive anfægtet i Folketinget!

Ansvaret for udmøntningen af aftalen skubbes over på kommunerne, hvor det rettelig burde være Folketinget, som fremstår med ansvaret.

I mere end 40 år har jeg argumenteret for, at opfordringen fra PPII blev taget alvorligt. Nu var chancen for at få problemet frem i lyset og nedsat en kommission til at udforme en løsning. I stedet vælger man at køre videre ad den en gang valgte form for at give indtryk af "kommunalt selvstyre", hvor det absolut ikke hører hjemme.