Efter udgivelsen af Bent Jensens bog "Ulve, får og vogtere" om den kolde krig, synes diskursen hurtigt snævret ind til en os-contra-dem-optik, hvor det blot drejer sig om at finde ud af, om fredsgrupper i fredsbevægelsen så var Sovjets forlængede arm, altså landsforrædere, eller ej?

Aktiv i kampen for fred

Som aktiv i 1980'ernes nye fredsbevægelse Nej til Atomvåben, var vores perspektiv frygten for, at den onde spiral af gensidig frygt og kaprustning mellem magteliterne i USA/NATO og i Sovjetunionen ville ende i en højspændt situation med en altødelæggende atomkrig.

Vores perspektiv var at den onde spiral af gensidig frygt og kaprustning mellem magteliterne ville ende i en højspændt situation med en altødelæggende atomkrig.

En situation, hvor vi så, at mistilliden blev bevidst styrket gennem propagandaen fra våbenproducenters profitinteresse og militærets overkill-behov (der i USA førte til ideen om at opnå førsteslagsevne som den ultimative "løsning"), og kortsynede konservative, militaristiske politikere, der bekvemt kunne blive genvalgt ved at læne sig op heraf og spille på den skabte krigsfrygt og de skrækkelige fjendebilleder af modparten.

Og åbenbart helt uden tanke for, hvordan modparten - den politiske og militære magtelite i Sovjetunionen - måtte tolke situationen og lade deres propagandaapparat udnytte USA/NATO's oprustning og militaristiske politik i sin indoktrinering af egen befolkning med overdrevne fjendebilleder af  USA/NATO, som samtidigt kunne bruges til at undertrykke egne dissidenter.

Vi i Nej til Atomvåben forstod, at en bæredygtig fred måtte opbygges gennem at skabe en gensidig forståelse for, at freden var fælles og udelelig.

Fælles sikkerhed var målet

Og at det for Nej til Atomvåben drejede sig om at arbejde for en afspænding med (en oplevelse af) fælles sikkerhed som målet. Og vi måtte arbejde på at skabe uafhængige fredsbevægelser på græsrodsniveau på begge sider hos de adskilte og skræmte civilbefolkninger på tværs af magteliternes gensidige fjendebilleder.

Denne strategi for at udstille og nedbryde de destruktive, frygtskabende og skelsættende fjendebilleder kaldte vi i vores uafhængige fredsbevægelse for "afspænding fra neden", - og nogle af os så endvidere strategien som en mulighed for at skabe rum for de demokratiske reformer på begge sider af koldkrigsfronten, som befolkningerne nu engang selv kunne opleve behov for.