Lad mig lægge fakta på bordet:

• Slidgigt (artrose) er en hastigt voksende folkesygdom. Det skyldes, at vi som befolkning vejer mere, at vi bliver flere ældre, og at vi lever længere.
• Slidgigt vil øge presset på sundhedsvæsenet de kommende år, når flere skal have nye knæ eller andre kunstige led. Sygdommen vil desuden presse de kommunale kasser, fordi flere vil få behov for hjælp og støtte i hjemmet.
• Slidgigt er blandt de diagnoser, der rammer danskerne allerhårdest på livskvaliteten. Det skyldes ikke mindst, at slidgigt medfører funktionsnedsættelser og kroniske smerter.

Nu kommer så den gode nyhed: Det er muligt at gøre noget. Vi ved, hvad der virker, og det er ikke dyrt.

Konkret skal vi satse på forebyggelse og tidlig behandling af slidgigt. Kodeordene er træning og patientuddannelse. Der er ikke tale om en livslang indsats over for den enkelte, men en opstart. Resten er hjemmetræning, hjælp til selvhjælp.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det er heldigvis ikke tilfældet. Der ligger solid dokumentation for effekten.

Hvad og hvem venter vi så på? Svaret er, at vi venter på politikerne på Christiansborg og på politikerne i kommunerne.

Politikerne venter med at gøre noget ved den store udfordring, til den har vokset sig markant større og dyrere.

Det er kommunerne, der skal tilbyde kurser i patientuddannelse og træning. 10 er allerede gået i gang af sig selv, og de fortjener ros. Andre mangler penge til at sætte det i gang. Pengene skal komme fra Christiansborg, siger man i kommunerne, og på Christiansborg har man valgt ikke at prioritere en indsats på området.

For jo – det koster noget at sætte det i gang, cirka 40 millioner kroner tilsammen for de 98 kommuner. Til sammenligning har politikerne på Christiansborg netop fordelt 874,3 millioner kroner fra satspuljen på sundhedsområdet.

Som det ser ud i dag, så er det stilhed før storm: Politikerne venter med at gøre noget ved den store udfordring, vi ved lurer forude, til den har vokset sig markant større og dyrere. Det er unægtelig et paradoks, når man i stedet – med få penge – kan imødegå udfordringen. Mon nogle kan forklare hvorfor?