Peger det moralske kompas på arbejdspladserne i helt forkert retning? Man må undre sig over, hvad der foregår rundt omkring på mange arbejdspladser i disse år, når folk gentagne gange beretter om situationer på deres arbejdsplads, hvor arbejdsopgaver ikke løses tilfredsstillende og til tider endda langt fra fornuftigt.

Kritik på arbejdspladsen opfattes oftest som en personlig kritik, i stedet for at blive opfattet som konstruktiv kritik, der gør os dygtigere.

I samme åndedrag beretter de om en tidligere tid, hvor der var fokus på at kunne løse opgaven på bedste vis og blandt kolleger i samarbejde, fordi det var det, som virksomheden levede af, – tilfredse kunder og borgere.

Det får mig til at fundere over, om vi er gået en ny tidsalder i møde inden for vores arbejdsliv, hvor udviklingen går i en helt ny, men muligvis forkert retning?

Jeg møder folk, der arbejder indenfor både stat, kommune og det private, og der er en påfaldende sammenhæng i oplevelsen af, hvordan både organisering af arbejdet og opgaveløsningen foregår.

Omstruktureringer

Omstruktureringer nævnes ofte med oplevelsen af, at det ikke bidrager til forbedringer i hverken servicen eller produktiviteten. Flere mellemledere ansættes, men ansvaret forskydes, så det ofte er svært at gennemskue, hvem der har eller tager ansvaret.

Det medfører, at langt flere mennesker skal involveres, når noget går galt og skal løses nu og her, men ingen kan på stående fod tage stilling.

Kritik på arbejdspladsen er ilde set og opfattes oftest som en personlig kritik, i stedet for at blive opfattet som konstruktiv kritik, der gør os dygtigere i og med, at vi udvikler og løser problemer på højere og højere niveau og bidrager til nytænkning.

Du skal vare din mund

Loyalitet er blevet det nye sort, vel at mærke i en noget misforstået udgave, der betyder, at du skal vare din mund. Krav om kvalitet, faglighed og arbejdsmiljø ses ikke som en ressource eller et ønske om bedre faglig formåen og udvikling, så flest mulige bevarer arbejdsglæden, og ulykker undgås.

At kvalificere beslutninger er blevet en ledelsesopgave, der ikke inddrager eller involverer de fagprofessionelles viden og erfaringer. Billedet gengives måske bedst med følgende citater: "Vi bliver tvunget til at arbejde dumt". Eller en anden: "Vi tvinges til at aflevere dårligere løste opgaver, vel vidende at det får alvorlige konsekvenser for andre menneskers økonomi, sundhed og uddannelse".

Tendensen er tydelig i de mange menneskers udsagn, men om det er et billede på en generel udvikling vides ikke.

Hvordan kan så mange medarbejdere have samme oplevelse, uanset vidt forskellige ansættelsessteder og jobtyper og hvad er det, at private og offentlige arbejdspladser har indført af ens tiltag og tendenser, siden vi som medarbejdere oplever på samme vis, at arbejdet nu tilrettelægges markant anderledes end tidligere?

Hvem tager ansvar?

Tilsyneladende er der noget, der tyder på, at det moralske kompas på arbejdspladsen peger i en helt forkert retning.

Hvad gør jeg, når jeg skal løse et netop opstået problem, som jeg ikke længere selv må tage stilling til med min faglighed og erfaring, hvorfor jeg leder efter den ansvarlige i gruppen af ansvarlige, der har eller tager ansvaret.

Når problemknuseren er fundet skal jeg huske at fremføre problemets art, uden direkte at give nogen skylden, for det skal jeg ikke ytre mig om, idet det vil blive opfattet som en kritik.

Jeg vil nødig fremstå som illoyal, selv om jeg måske med rette kunne fremsige et par kloge ord om virksomhedens reelle tilstand, for jeg ved jo godt at det er ilde set, da det er ledelsen, der har truffet beslutningerne. En klog ville nok mene, at det er helt på sin plads at stille krav i den her gesjæft!

Skræmmende i betragtning af, hvor meget der tales om effektivitet og optimering som helt nødvendige forudsætninger for, at Danmark kan klare sig fremover.

Jeanette Sjøberg er medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening