Ole Thorbek (OT) mener, min kronik d.16.6 er interessant - men er uenig med mig når jeg skriver, at Enhedslisten (EL) burde have peget på sig selv som regeringsdannende parti.

Socialdemokratiet er et neoliberalt parti. Det er ikke længere et reformistisk arbejderparti.

Hvorfor mener jeg det? Fordi EL ikke burde pege på et borgerligt parti. Socialdemokratiet er et neoliberalt parti. Det er ikke længere et reformistisk arbejderparti. Hvordan afgør man om det er et arbejderparti? Det ville kræve tre ting - nemlig at partiets program havde et strategisk forhold til arbejderklassen. At dets politik tog sit udgangspunkt i dets forhold til arbejderklassen. At det havde et organisk forhold til fagbevægelsen. Ingen af de tre betingelser for at karakterisere et parti som arbejderparti er opfyldt af Socialdekratiet.

OT mener, at et socialdemokratisk regeringsgrundlag burde formes i en offentlig høring med deltagelse af fagbevægelsen - som skulle følge det op. Metoden er afprøvet i Norge. De norske socialdemokrater lovede bevægelsen en hel del. Da de efterfølgende kom i regering, forrådte de deres løfter.

Det førte til arbejdervælgernes dybe skuffelse. Gæt engang, hvem de norske socialdemokrater mon tabte til ved det følgende valg? ....Til det parti der svarer til Dansk Folkeparti.

Hvorfor duer OT's og EL's ledelsesposition ikke som strategi for at ændre styrkeforholdet mellem klasserne i arbejderklassens favør?

Ud over det helt håbløse i at pege på et borgerligt socialdemokratisk parti, så er strategien grundlæggende en blindgyde, fordi den er helt fokuseret på det parlamentariske - den arena,  hvor fjenden er stærkest.

Enhedsfronten er nødvendig

For derimod at styrke arbejderbevægelsen mod den kapitalistiske kriseoffensiv må der opbygges en enhedsfront af alle kræfter, som kan tilslutte sig et enkelt fælles aktionsprogram, som bygger på arbejderklassens uafhængige styrke - på klassekampen.

OT taler om at "bruge parlamentet som afsæt for antikapitalistiske strukturreformer, der sprænger det kapitalistiske systems rammer", men er imod mit forslag om at EL burde pege på sig selv som regeringsdannende parti - og opfordre SF til at deltage på grundlag af ét programpunkt: Nationalisering af bankerne uden kompensation som grundlag for dannelse af en ægte arbejderregering som den væsentligste betingelse for at komme ud af krisen på en progressiv måde - som kun kan ske ved at sprænge kapitalismens rammer. Det er netop at "sprænge det kapitalistiske systems rammer".

OT's "praktiske" argument er, at en sådan regering ikke ville holde længe eller ikke kunne etableres. Dette er fuldstændig selvindlysende for tiden I Danmark (ikke nu i Grækenland).

Det er da heller ikke min pointe. Min hensigt er at pege på, hvad der er nødvendigt og hvad en ægte arbejderregering (i Danmark såvel som i Grækenland) derfor ville gøre som det første skridt for at nedbryde kapitalens magt - både mod det lokale borgerskab i Danmark og mod EU.

Illusionerne lever videre

Det virker desværre, som om hverken EL's ledelse eller OT har lært noget af den sidste valgperiode med Socialdemokratiet i regering. Illusionerne lever mod al erfaring videre.

Det neoliberale SD tilskrives en progressiv rolle, hvis de presses. Realiteterne er at den rolle ene og alene kan tilskrives et uafhængigt klassekampsparti. At opfordre EL til at pege på sig selv som regeringsdannende parti udtrykker i sin essens kravet om at EL bryder med sin venstrereformistiske parlamentariske kurs og derimod træder i karakter som det parti, der er så brændende brug for - et ægte, alternativt, antikapitalistisk klassekampsparti.

I dag betyder det, at det er meget nyttigt at være i folketinget - vel at mærke hvis det bruges som en revolutionær talerstol - underordnet den klassekamp som et ægte arbejderparti arbejder for at stå i spidsen for udenfor folketinget.

Jette Kromann er medlem af Enhedslisten og SAP, men udtrykker sig her på egne vegne.