"Det skal kunne betale sig at arbejde" er i øjeblikket et flittigt anvendt slogan, som især de borgerlige anvender. 

Borgerlige politikere påstår i ramme alvor, at hvis man udvider arbejdsudbuddet, vil det på længere sigt øge arbejdsmængden i samfundet.

Ifølge fortalerne kan det ske enten ved at give skattelettelser til lavtlønnede eller ved at sætte overførselsindkomsterne drastisk ned, som især Liberal Alliance og Dansk Arbejdsgiverforening ihærdigt argumenterer for.

Økonomer har anerkendt, at der er personer, som forbliver ledige også i opgangsperioder, derved at en vis andel ledige tilhører begrebet "en naturlig størrelse".

"Naturlig" ledighed

Det er et faktum, at ledighed har spillet ind på den økonomiske politik, og det har været med skiftende begrundelser, som for eksempel hensynet til betalingsbalancen eller konkurrenceevnen.

Derfor er det hult, når de samme politikere påstår, at den manglende motivation til at få et arbejde bunder i, at det ikke kan betale sig at arbejde, når en bestemt ført økonomisk politik forudsætter en vis størrelse ledighed.

Især borgerlige politikere påstår i ramme alvor, at hvis man udvider arbejdsudbuddet, vil det på længere sigt øge arbejdsmængden i samfundet.

Jo ringere levevilkår for de ledige, jo mere vil de faldbyde deres arbejdskraft, og de beskæftigede vil være mere tilbageholdende med at kræve rimelige løn- og arbejdsvilkår. Det betyder, at arbejdsgiverne vil få brug for flere ansatte. Derfor ville det øge beskæftigelsen i samfundet.

Fuld beskæftigelse?

Med den filosofi er det uforståeligt, at der ikke er fuld beskæftigelse i lande, hvor der enten er et meget ringe sikkerhedsnet eller slet ingen.

Måske er det ikke så underligt endda, for den øgede profit for arbejdsgiverne betyder nødvendigvist ikke, at der bliver ansat flere.

En af tilhængerne af ligevægtsteorien gik endda så langt, at han påstod at have dokumentation i form af, at da overgangsordningen for ledige over 50 år i 1990 erne blev afskaffet, medførte det et fald i antallet af ledige over 50 år.

Desuden er påstanden om, at det ikke kan betale sig at arbejde ikke helt korrekt. Forringelserne af satsreguleringen medfører at uligheden mellem dem i og uden for beskæftigelse vokser hvert år alene af den grund.

Det er for mange ikke alene et økonomisk incitament for at arbejde; mange arbejder på grund af socialt netværk, identitetsopfattelse og anerkendelse.

Det kan måske lyde besnærende for mange lavtlønnede, at det skal svare sig at arbejde og det skal ske ved skattelettelser, der enten skal finansieres af forringelser på overførselsindkomster eller yderligere forringelser af velfærden.

Det er måske ikke særlig tillokkende at få skattelettelse, hvis man tilhører den gruppe, der har størst risiko for ledighed og derfor har behov for et stabilt sikkerhedsnet, og en velfærd, der træder til, når man har behov for fællesskabet.