Ambitionen med regeringens sundhedsreforrm skulle være at skabe nærhed og kvalitet i behandlingen. En fornuftig målsætning.

Løkkes reform i 2007 har påført sundhedsvæsenet en fejlmedicinering.

Efter gennemlæsning af reformen må det imidlertid konstateres, at regeringen har stillet den rigtige diagnose, men iværksætter en livstruende behandling for det offentlige sundhedsvæsen.

Diagnosen er den rigtige, nemlig at sundhedsvæsenet lider af et desperat behov for løft i nærhed og kvalitet.

Flere opgaver for færre ressourcer.

Men sygdommen er opstået som konsekvens af den fejlmedicinering, som regeringen har påført sundhedsvæsenet siden Løkkes sidste reform i 2007.

Opgavemængden stiger i takt med, at vi bliver flere ældre. Regeringen peger selv på, vi bliver 230.000 flere ældre over 75 år i 2030.

Det betyder, at der bliver flere opgaver at løse i sundhedsvæsenet, både det nære kommunale, hos de praktiserende læger og på sygehusene. Det er den opgave, regeringen skal løse.

Den behandling, regeringen anbefaler, har været direkte skadelig. Personalet har travlt og pålægges konstant nye opgaver, uden at der følger tilstrækkelige midler med.

Politisk fejlbehandling

Opgaver, som en sygeplejerske for ti år siden havde en time til at løse, skal nu løses på 38 minutter. Det er en travlhed, der går ud over arbejdsmiljø og patientsikkerhed.

Nu fortsætter denne fejlbehandling med den kommende reform, hvor regeringen igen stiller krav om mere behandling for færre ressourcer ude i kommunerne.

Regeringen foreslår en centralisering, hvor kontrollen flyttes over i en ny konstruktion med det mundrette navn: "Sundhedsvæsen Danmark". Sundhedsministeren udpeger selv alle 11 medlemmer, og den økonomiske ramme udstikkes i Finansministeriet.

Regionsrådene afskaffes og erstattes af Sundhedsforvaltninger med seks medlemmer - som også alle udpeges af sundhedsministeren. En benhård centralisering, hvor kontrollen over det nære sundhedsvæsen flyttes fra lokale, demokratisk valgte organer til Centraladministrationen.

Det demokratiske skin bevares, fordi man har oprettet 21 såkaldte sundhedsfællesskaber, hvori indgår personer fra kommunerne.

Men sundhedsfællesskaberne er uden reel indflydelse, for de skal kun mødes fire gange om året, skal vedtage alting enstemmigt og i øvrigt ikke have driftsansvar eller selvstændig beslutningskompetence.

Det mest problematiske er dog finansieringen.

Tryllestavsøkonomi

For der skal investeres i det nære, lokale sundhedsvæsen, men regeringens forslag er en gang tryllestavsøkonomi. Pengene til at styrke det lokale sundhedsvæsen kommer fra en "Nærhedsfond" på seks milliarder kroner. Problemet er, at det er helt uklart, hvor pengene skal komme fra.

Der er ikke anvist ny finansiering, kun forventede rationaliserings- og effektiviseringsgevinster. Det vil sige penge, man tror, man får gennem besparelser.

Men med fugle på taget kan man ikke finansiere konkrete velfærdsopgaver. Og opgaverne er konkrete.

Regeringen forventer, at kommunerne forbedrer deres forebyggende indsats, så der i 2025 kan spares 500.000 behandlinger og 40.000 indlæggelser på sygehusene.

Det er særlig patienter med KOL, diabetes, hjerte-karsygdomme, gigt, angst og depression, der sigtes til. Hvis der ikke følger midler med til at løse opgaven, bliver konsekvensen, at patienterne ikke får en rimelig behandling, eller at de i forvejen pressede kommuner skal ud og spare på andre områder.

Så diagnosen er rigtig, men regeringen fortsætter den behandling, der har skabt sygdommen. Det burde ellers ikke være så svært.

Vi skal investere i vores sundhedsvæsen: I flere ressourcer på de pressede sygehuse, på bedre forhold for de ansatte, så de ikke flygter på grund af arbejdspresset, i det nære sundhedsvæsen, i sundhedshuse, akutklinikker, regionsklinikker og bedre kommunal forebyggelse og genoptræning. Men med konkrete midler, ikke hokus-pokus penge, som regeringen gør det.

Vi har et konkret, finansieret forslag om investeringer på to milliarder kroner i sygehusene, en milliard i psykiatrien, samt en årlig vækst i bevillingerne på to procent, der kan sikre, at vi kan følge med det stigende antal ældre og sikre et kvalitetsløft.

Det er der brug for, både hos ansatte, pårørende og patienter.