Selvom Lars Løkke har opgivet sine planer, er der stadig brug for 3F´s underskriftindsamling om nej til højere pensionsalder.
Det er rigtig godt, at Lars Løkke måtte droppe sine planer om yderligere forhøjelse af pensionsalderen blandt andet efter pres fra 3F - og et nej fra S og DF.
Men de to partiers kritik af Lars Løkkes planer rammer dem selv lige i nakken. De har nemlig bundet sig til et forlig, der betyder, at de i 2020 kommer til at stemme for at sætte pensionsalderen i vejret.
Højere pensionsalder går ud over de mange, der kom på arbejdsmarkedet i en tidlig alder, og som ikke kan holde til at arbejde så længe.
Det fremgår klart af en forligstekst, som partierne "glemte" at offentliggøre i 2015, og som jeg har fået gravet frem: "Regeringen, S, DF, K og RV er enige om principperne for levetidsindeksering, som fremgår af Lov om social pension, og vil stemme for de lovforslag, der udmønter disse principper.
Principperne for levetidsindeksering af folkepensionsalderen er en del af Velfærdsforliget fra 2006. Indekseringen indebærer, at den stigende levetid i befolkningen afspejler sig i flere år på arbejdsmarkedet".
Opsigelse af forliget
Det betyder, at Folketinget i 2020 igen skal hæve pensionsalderen til mindst 69 år med virkning fra 2035. Det kan kun laves om, hvis alle partierne er enige eller et parti opsiger forliget inden et valg.
Ellers er de bundet af forliget, og skal derfor også fremover medvirke til at sætte pensionsalderen i vejret hvert femte år. Det vil føre til, at en på 30 år først kan gå på pension når hun er 72,5, en på 18 må vente til han er 74.
Jeg synes, at pensionsalderen skal sættes ned igen til 65 år, og ikke op. Utallige undersøgelser har vist, at en stor del af lønmodtagerne ikke kan holde til at arbejde så længe.
Næsten halvdelen af LO-medlemmerne mener, at de vil få vanskeligt ved at blive i jobbet, indtil de kan gå på pension. En fjerdedel af 3F´s medlemmer har forladt arbejdsmarkedet inden de fylder 60 år.
Samtidig har et flertal i Folketinget ødelagt efterlønsordningen for dem, der har allermest brug for den, og strammet dagpenge, førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp. Hvad skal alle de mange tusinde leve af, når de ryger ud af arbejdsmarkedet længe før tid?
Hvad skal de leve af?
Alle kan jo se, at højere pensionsalder går ud over de mange, der kom på arbejdsmarkedet i en tidlig alder, og som ikke kan holde til at arbejde så længe. Det er hamrende uretfærdigt.
Derfor har vi under alle omstændigheder brug for ret til tidlig tilbagetrækning for dem, der kom på arbejdsmarkedet i en tidlig alder.
Og derfor har Enhedslisten stillet forslag om, at alle skal have ret til et godt seniorliv. Efter 40 års arbejde skal man kunne trække sig tilbage og efter 35 års arbejde, så skal man kunne gå ned i tid, med dagpenge.
Det er ingen naturlov, at pensionsalderen skal sættes i vejret. Det er et politisk valg. DF og S må træffe det rigtige valg, og opsige det forlig. Derfor er der stadig brug for 3F's underskriftindsamling med budskabet om nej til højere pensionsalder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278