Efter to døgn og tre møder var der forleden pressemøde i Havanna, hvor forhandlerne fra USA og Cuba fortalte om de foreløbige samtaler om genoprettelse af de diplomatiske forbindelser mellem landene og om en række udvalgte emner.
Begge parter udtalte, at det går planmæssigt med dialogen om genoprettelse af diplomatiske forbindelser i henhold til den såkaldte Wiener-konvention.
Cubas chefforhandler Josefina Vidal oplyste, at der desuden er blevet talt om nyt eller øget samarbejde på følgende områder:
- Lufttrafik og luftfartssikkerhed
- Indsats mod narkotikatransport
- Indsats mod terrorisme
- Samarbejde i bekæmpelse af epidemier - konkret ebola i Vestafrika
- Beskyttelse af havmiljøet i nærområdet
- Miljøproblemer og klimaudfordringer
- Beredskab i forbindelse med naturkatastrofer.
Endelig blev der talt om genoprettelse af postforbindelser mellem de to lande.
Bemærkelsesværdigt blev det, da en journalist spurgte Josefina Vidal om USA havde lagt pres på Cuba i spørgsmålet om menneskerettigheder.
Vidal svarede, at der ikke var lagt pres på Cuba fra USA's side. Efter hendes vurdering af to årsager: Fordi parterne fører en dialog med hinanden, og her er politisk pression ikke en anerkendt metode og for det andet, fordi USA godt ved, at Cuba aldrig bøjer sig for politisk pression.
Josefina Videal anerkendte, at USA og Cuba har store uenigheder, når det handler om menneskerettigheder. Og ja, USA havde anført en række synspunkter herom på mødet. Det havde Cuba også, understregede Vidal.
Hun påpegede, at Cuba har store bekymringer vedrørende USA's overholdelse af menneskerettighederne på en lang række områder. Og Josefina Vidal understregede, at Cuba har erfaringer og en praksis i arbejdet med at fremme respekten for menneskerettighederne hjemme og ude i verden, som man opfordrer USA til at være åbne overfor.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278