En reform af den nuværende lovgivning er yderst tiltrængt, da den fastholder kontanthjælpsmodtagere i arbejdsløshed og fattigdom imod egen vilje.

Ånden i lovgivningen bør nu udvikles til tillid og respekt i erkendelse af, at kontanthjælp er sidste nødhjælpsstation i et samfund med et nedslidende arbejdsmarked, hvor der samtidig er færre jobs end der er arbejdsdygtige borgere. Tyngdepunktet i loven bør flyttes fra straf til reel hjælp til arbejde og uddannelse.

Hvad reformen bør sikre

Kontanthjælpsmodtagere, der ikke har andre problemer end ledighed, skal inkluderes på arbejdsmarkedet i normale overenskomstdækkede, jobs, hvor man optjener dagpenge. Det kan ske ved hjælp af jobrotation og andre dele-ordninger, hvilket betyder, at de ikke længere er kontanthjælpsmodtagere.

Kontanthjælpsmodtagere får ret til at supplere kontanthjælpen med løn for småjobs, for eksempel vikararbejde, op til en samlet indtægt - inklusive kontanthjælp - svarende til den pågældende branches mindsteløn, hvorefter indtægt derudover modregnes i kontanthjælpen. Samtidig står den arbejdsløse stadig til rådighed for anvist fuldtidsarbejde.

Det er retligt problematisk, at sparsomt uddannede sagsbehandlere uden viden om, interesse for, eller uddannelse i retsstatsprincipper, har magtbeføjelser som både politiker, politi og dommer

Det vil give mulighed for, at "få en fod indenfor" på arbejdsmarkedet, hvilket ofte er vejen til et permanent job. Samtidig "kan det betale sig at arbejde". I øjeblikket bliver enhver indtægt, den arbejdsløse måtte kunne skaffe sig, modregnet i kontanthjælpen. Det betyder, at man har udgifter i form af transport ved at påtage sig småjobs. Det muliggør en kontanthjælpsmodtagers økonomi ikke, og dermed fastholdes den arbejdsløse i passivitet, udstødelse og fattigdom.

Kontanthjælpsmodtagere får ret til at beskæftige sig selv med opstart af egen virksomhed, med kontanthjælpen som økonomisk sikkerhedsnet, indtil den samlede indkomst svarer til den gennemsnitlige mindsteløn, hvor efter kontanthjælpen nedtrappes.

Enlige forsørgeres behov for deltidsjobs med et ordentligt indkomst grundlag tilgodeses. Begrænsninger i kontanthjælpsmodtageres ret til deltagelse i frivilligt arbejde fjernes, da det netop er kompetenceudviklende og netværksskabende.

En retslig skandale

Kommunernes ret til at fratage borgere deres ret til kontanthjælp fjernes. Truslen om fratagelse af retten til kontanthjælp blev introduceret i slutningen af 1980érne med henblik på et særligt forløb for unge lovovertrædere i Frederiksværk. At det er blevet gældende praksis overfor alle kontanthjælps modtagere er en skandale.

Gentagne rettigheds- og pligtsamtaler erstattes med ret til coachende samtaler efter behov med fokus på den enkeltes ressourcer og visioner.
Sagsbehandlerressourcer flyttes fra kontrol, nytteløs aktivering og rutinesamtaler over til kontanthjælpsmodtagere, der har andre problemer end ledighed, så den nuværende ulovligt lange sagsbehandlingstid nedbringes.

Ydmygende og invaliderende arbejdsprøvninger afskaffes. Den enkelte borgers viden om sig selv anerkendes, frem for overdreven anvendelse af lægekonsulenter. Alle har ret til en arbejdsprøvning med efterfølgende ret til uddannelse, flexjob eller førtidspension. Borgeren skal selv kunne ønske flere arbejdsprøvninger. Indblanding i den enkelte borgers helbred og eventuelle brug af medicin forbydes.

Niveauforskellene i refusionsordningerne til kommunerne udjævnes, så kommunernes umenneskelige incitament til at tænke på økonomi frem for på borgernes ve og vel fjernes.

Der indføres almindelig retssikkerhed for kontanthjælpsmodtagere. Det er retligt problematisk, at sparsomt uddannede sagsbehandlere uden viden om, interesse for, eller uddannelse i retsstatsprincipper, har magtbeføjelser som både politiker, politi og dommer på samme kontor. Der indføres almindelig retspraksis i forbindelse med kontanthjælpsmodtageres klager og ankesager.

New Public Management som styringsredskab i den offentlige forvaltning fjernes,og erstattes af almenmenneskelig tillid, samarbejde og sund fornuft.